Vi læste alt i Skolen — hvor husker jeg det nøje —
om Frygten, om »den blege«, som greb de græske Mænd
og navnlig ham, Odysseus, der voved dog sin Trøje
og brugte snildt sit Hoved og Sværdet ved sin Lænd.
Homer var sand og sober i det som meget andet,
men Ingemann, vor blege, romantiske Poet,
hos ham var Riddersmanden saa ren som Nordsøsandet:
hvem har vel Spor af Angest hos Ridder Hessel sét?
Da tænkte jeg: vi Danske er dog et Folk af Helte,
her ryster ingen Væbner, her skælver ingen Drost,
udadlelig og frygtløst de drager Sværd fra Bælte
og klemmer løs paa Fjenden i Hede som i Frost.
Saa kom jeg selv i Ilden: men ikke peb dér Kugler
og ingen Krudtrøg hvirvled fra nogen kruppsk Kanon;
én mægtig Fjende stod dér med tomme Øjenhuler
— og intet Muk han mæled, og han gav ej Pardon!
De vred sig for hans Fødder, de flygted for hans Slire,
der hjalp ej Mokkes Krigskunst, ej Viden eller Kløgt,
de stønned og de trygled, ja krøb paa alle Fire —
da lærte jeg at kende Odysseus’ »blege« Frygt.
Dog skød jeg op i Livet mit tapre danske Hjærte
og fægted, som jeg kunde, mod Fjendens Argelist;
ak, Mandsmod! — jeg bekender med Ruelse og Smærte,
den blege, græske Fjende — den greb mig dog tilsidst.
Da følte jeg — o sælsomt — at der er større Fare
derhjemme, hvor man lever saa tryg for sin Person,
end her, hvor Fjenden kuer den hovedløse Skare,
hvor han er snart almægtig, som nødigt gi’r Pardon.
Jeg følte, vi er kommen saa dybt i Hængesækken,
at Tanken er i Vanry, hvor den er fri og fin,
at Lureren har Øjet parat ved Genbo-Sprækken,
at Stolthed er til Løjer, Personlighed til Grin.
Jeg følte, vi har tilsat vort Præg af det i Landet,
der engang løfted Folket som frit og stærkt og nyt;
jeg saa’ i »Borg og Hytte«, hvor Kortene blev blandet,
jeg ser, hvor der blir spillet, jeg véd, hvor der blir snydt.
Naar Hjærtet blir forbenet, og Sjælen blir forbladet,
naar alle Idealer blir fejet grundigt ud —
saa staar man dér i Naadens det fulde Sollys badet,
tro mod sin Embedsstilling, mod Konge, Land og Gud!
O sløje Tid derhjemme, hvor jeg ser Godtfolk løbe
til dem, der ejer Magten og nytter den med Kløgt:
og om jeg end med Døden min Frihed her skal købe —
jeg kender hist for Noget den større »blege Frygt«.