Moralen — den lod vi blive,
til Landsmænds Glæde og Gavn,
dér hvor den altid har Trivsel,
i Kongens København.
Dér hvor Lars Dinesen raader
— og særligt paa Vesterbro,
hvor fler’ end én Hr. Matzen
ta’er den med forholdsvis Ro.
Hvor Skydebanen aldrig
har set en Dydsdragon træt —
hvor kun en Smaapige falder
for »Ære og Ret«.
Hvor Broderkærlighed aldrig
slettes hos »Brødrene« ud,
hvor Mandsmod findes i Maven,
mens »Fuglen« staar for Skud.
Hvor Snobberiet bruger
Rimsmeddenes Laug til Tolk,
naar »Baandet« (Dannebrog-) bindes
mellem Fyrste og Folk.
Hvor Pressens Riddere samles,
for deres Slag at slaa,
hvor »Ros og Magt« uddeles
i ved den duftende Rosen-Aa.
Hvor Faderligheds-Princippet
gi’er Borgerne Smæk og Ble;
og Tivoli er Landets
eneste Livs-Idé.
Hvor Højre- og Venstremænd mødes
paa Kærligheds gamle Sti —
og Dyden (den rigtige) holder
for Øjet og haster forbi.
Ak, Dyden, den faar saa meget
baade at høre og se;
men nu er Vesterbro ryddet
af den sejrrige Frelsens-Armée.
— — — — — — — — —
Her svulmer den rene Bølge,
som vilde den sprænge sit Bryst:
den hører Hr. Lars i Koret
hæve sin hellige Røst!