Iland — dér »holder man Middag«,
man spiser sig frem, min Skat;
Du lapper imens paa min Trøje,
og jeg drejer paa mit Rat.
Det knagende Rat skal jeg dreje,
i Magsvejr eller Blæst,
hen over de vaade Veje
imod det forjættede Vest.
Og bliver Forjættelsen ude —
som tidt den for Sømænd blev:
jeg har dog min gode Skude,
og vi har vort Kaperbrev.
Man kan ogsaa krydse derhjemme
som »kendt Mand« ombord;
og er vore Farvande slemme,
saa staar jeg selv ved mit Ror.
Saa længe Plankerne holder,
vil vi sejle eller slaas,
vore Venner til Gavn og Glæde,
vore Fjender til Trods.
Ikke faar de os taget —
vi sejler dem for »fast«;
og ikke stryger vi Flaget:
vi nagler det til vor Mast.