Jeg drømte, jeg sejled saa sagtelig hen
ombord paa mit Skib over Havet det vide;
Bølgerne sprang ved min Side,
de førte mine Sange saa vidt.
Svøbt i min Kappe, agter ved Roret
jeg laa; jeg var træt af at styre og styre;
Mandskabet sejled for Hyre,
men mit var Skibet, — ja mit.
Selv havde jeg bøjet dets buede Blanke;
for hver en Nagle, jeg drev i dets Tømmer,
havde jeg følt min Hjærtepuls banke;
nu laa jeg ved Roret, — en Drømmer.
Jeg havde forglemt de skulende Blikke;
Styrmanden tilgav mig ikke,
at ej han var Skipper som jeg.
Kokken havde jeg ogsaa fornærmet
en Dag, da han brugte saa kæphøj Munden;
jeg drypped den Fyr i hans eget Fedt,
saa bandt han de andre den Løgn paa Ærmet,
at Skibet var slet fortømret i Bunden
og vilde synke om lidt.
Og medens jeg drømte, og førend et Ord
jeg kunde faa frem, var jeg smidt overbord.
Bort fra Stedet med Skibet de for;
jeg hørte dem le og hovere.
Jeg svømmed; snart kunde jeg ikke mere;
jeg øjned i Dybet dernede min Grav;
det mørkned for Blikket. Saa blev jeg da din;
saa fik Du mig, altopslugende Hav!
Jeg øjned paa Bunden, imedens jeg sank,
hvor Tangskoven over Korallerne hænger
og Muslingen hvælver sig blaalig-blank,
et Leje, baaret af Strømmens Gænger.
Dér vugged sig Havfruen, svanehvid,
med Smil som Barnet, med Lyst som en Kvinde;
da tænkte jeg paa den forsvundne Tid . . . .
nej, heller snappes af Dødshajens Bid,
end hvile paa Lejet hos hende!
At dø: nuvel, vi skal bort engang;
som Søvnen i Jord er Søvnen bag Tang,
men tommevis miste Forstand og Ære,
daaret af Læbens Sirenesang,
baaret af Havfruens skumbløde Fang,
nej, saa lad mod Hajen det bære! —
Jeg saa’ den graadige Menneskeæder,
Tangskovens Tiger, krumme sin Krop.
Alt skød den paa Byttet fra Bunden op,
alt havde den lagt sig paa Ryggen til Bid, —
da lød der et drønende: Hund, herhid!
og en Trefork slog den for Munden,
og som Lynet var Hajen forsvunden.
Der stod en Sømand med graasprængt Skæg
fra Øre til Øre i filtrede Læg;
et Sølvbaand Haaret om Tindingen bandt,
i brummende lo han, da »Hunden« forsvandt.
Han aabned sin Mund, den var stor og bred,
et Par Potter Saltvand svælged han ned;
han spytted det ud og lo igen
og brummed og nikked: »Goddag, min Ven!
»Jeg tænkte jo nok, at vi fik den Ære;
»kun undred jeg paa, det saa snart skulde være
»Saa han vilde kyse Dig, den Hallunk?
»ja ja, han har faaet et ordenligt Dunk;
»han skal altid bide — og stundom ihjel.
»Velkommen til Huse; Du kender mig vel?« —
Jeg svared: »Min Tak, Eders Majestæt!« . . . . .
Han afbrød: »Spar dine Titulatser:
»jeg véd nok, deroppe Kollegerne stadser
»med sligt; men det kender vi ej hernede.
»Jeg ønsker velkommen Dig her i min Rede
»uden Skrabud, som deroppe ved Hove;
»vi tager Dig dér, hvor vi slap Dig sidst,
»og takker — paa Sømands Tro og Love.
»Det glæder os ret, at se Dig saa frisk
»hernede, hvor Alting lugter af Fisk.
»En Landkrabbe*tog vi Dig aldrig for,
»det er sikkert; men Folk, som synger om Havet,
»kan være mer eller mindre begavet
»med Havets Kende, med Stemplet paa Panden;
»Du ligner jo formelig en af vor’,
»Du smager jo rigtig af Standen!
»Mig glæder det særlig, at ej Du vil kende
»noget til — nok sagt Tøsen derhenne;
»hun vil kun til Dumheder Folk forlede,
»hun er rigtig en Sorg for os alle hernede;
»hun er rent ud sagt vores »Smærtens Barn«; —
»enhver Familie har jo sit Skarn.
»Men nok! Velkommen endnu engang;
»jeg tænker, Du giver os straks en Sang!«
Jeg svared: »Jeg takker . . . jeg takker Eder . . . .
»men efter en Strofe forgæves jeg leder.
»Jeg skriver kun Sange ved Havet, forstaar De;
»paa Havet tilnød, men ej naar jeg gaar i
»Havet til op over begge Ører.
»Jeg maa op i det Fri, jeg maa føle en Planke
»under min Fod eller under min Tanke;
»desuden: — jeg har en privat Mission;
»der er nogle, som jeg vil banke . . . . .!«
Han lo, den gamle Graaskæg, og gned
sin Albu og stødte sin Fork i en Flynder:
»Ho ho, Du bliver jo ganske hed
»i Kammen; min Ven, Du est en Begynder!
»Jeg saa’ jo det Hele. Kan de genere
»din Ro, de Fyre, saa si’er jeg ej mere;
»saa passer Du endnu ikke for os,
»vi Folk, som tager hver Ting med Lune
»og møder med Smil det forlorne Tros,
»som forsøger paa egen Haand at »neptune«.
»Saa tager jeg Dig ved din Bukselinning
»og laaner Dig her dette Baand om min Tinding
»(det gør, at Du, selv usynlig, kan se)
»og letter Dig op paa den faste Strand
»at se, hvad det Mandskab er blevet til,
»som nu er naaet iland
»Vil sidenefter dit Regnskab Du klare,
»saa gør det, min Ven; men jeg tror mellem os:
»Du kan din Ulejlighed spare. —
»Det er kun for det Store, man slaa’s ! . . . . .«
Jeg følte mig løftet, jeg stod der iland;
saa sneg jeg mig efter hver enkelt Mand
af Skibets Besætning, Styrmanden, Kokken,
lige til Dæksdrengen sidst i Flokken.
Den Tykkeste lejed sig Vogn og Heste,
paa Kapervis vilde han Strandvejen gæste;
en Tyndere gik til en Høkermadamme
og fik hendes Ja og Butik med det samme.
Andre forsvandt i de snevre Stræder,
hvor Hymen har Værtshus og Amor græder;
Nogle gik om i æsthetiske Huse,
hvor Pjattet har indsat sin tiende Muse;
En blev ved Dydens Dragoner Sergant; —
den Sidste, en Dæksdreng, blev kaaret
til færøisk Repræsentant.