Ved Bakkens Hæld jeg lægger mig
for Vind og Slud i Læ;
mod Aftenrøden strækker sig
et tørt og bladløst Træ;
jeg ser derop fra Grøftens Kant —
hvor Himlens Graad i Leret randt,
af muggent Løv der lugter:
o Galgetræ, o Galgetræ, Du lille, strunke Galgetræ
hvor bær’ Du stolte Krugter!
Jeg stemmer Næven under Kind,
min Albu dybt i Muld —
et Storm-Kast, som om Bygens Vind
rev Bakkens Træ omkuld;
nej støt og sikkert Træet staar,
mens Stormen blindt med Svøben slaar
og Vovens Bagdel tugter:
o Galgetræ, o Galgetræ, Du støtte, stolte Galgetræ,
Du vokser og bær’ Frugter!
Da syn’s jeg, mangen Hædersmand,
som har til Højhed trængt,
mod Horisontens rode Rand
paa Træets Knag er hængt;
ej ej dog! hvilket lifligt Syn,
mens lattermildt de lave Lyn
langs Fjordens Rand sig bugter:
o Galgetræ, o Galgetræ, Du evig-glade Galgetræ,
hvor bær’ du modne Frugter!