„Afhold og Fred” — hvor drøveligt et Ord,
Spidsborger-Løsnet under Degne-Kappe.
Rus maa der til — her paa Guds grønne Jord,
om den skal vorde Himmeriges Trappe!
Vorherre var i Rus, dengang han skabte
sit skønne Paradis for Mand og Kvinde,
det Paradis, som Menneskene tabte,
dengang „Moralen” kom og Dyden gik —
Dyden, som ingen gensaa’ nogensinde.
Og „Fred”? Et klangfuldt Klemt paa Valgtribuner,
et fattigt Fif, hvorved man selv sig narrer.
Værsgod! trut løs i Bedemands-Basuner,
men glem ej, at det kolde blanke Staal
gør Hjertet ædelt, mens det Brystet arrer. —
Er det „at spare Livet” Livets Maal,
saa lad os alle trøstigt vegetere —
sluk Sjælens Ild, bliv Munk og tag Tonsuren:
lad os gaa konsekvent imod Naturen
idet vi la’er det „stærke” Køn kastrere!
Nej, Rus og Krig! — saasandt som Lidenskaben
er Alfa og Omega her paa Jorden
trods Bønnebogen, ja trods Videnskaben,
der holder paa de stærke Drifter Orden
og klækker kunstig Børne-Yngel ud.
Naar Manden først er bleven helt en Klud,
og Kvinden ser i Kluden „Idealet”,
saa kan de Freds-Apostler jubilere —
saa er vi fri for hver en Slags Forskrækkelse,
saa eksisterer Mord og Brand ej mere,
men vi kan rolig dø paa Hospitalet
af Kræft og Alderdom og anden Svækkelse.
Krig er „Forbandelsen” — det véd vi alle:
fordi den bliver ført af Dynastier,
som for „uroligt Blod” sig klogt befrier,
som, selv in salvo, lader Fanen hejse
og ser med Sindsro Hundredtusind dejse,
ja kanske hele Landets Ungdom falde!
Men Krig er ogsaa de Revolutioner,
der skaffer Frihed og afskaffer Troner:
Krig er det varme, dyre Hjerteblod,
hvori en Folkestammes Liv slaar Rod,
hvorfra der spirer Aandens stolte Sejer —
alt, alt det Beste, Menneskene ejer!
Og „Rus”? Et Skræmme-Ord for svage Sjæle,
for dem, der „drak” — og som paany vil drikke
naar Bussemænd og Maren-Ammer ikke
med Riset gaar parat bag deres Hæle.
Skal Vinen da i Gabestokken staa —
skal Dyds-Dragoner stedse passe paa,
om Værtshusdøren blir paa Timen lukket —
fordi Dragonen mulig selv har drukket,
hvad en Apostel ikke bør og maa?
Aa, Hykleriet har de hundred Masker
at skjule Kødets Skrøbelighed bag —
men om man knuste alle Verdens klasker,
blev Afholds-Sagen ej en „hellig” Sag.
.„Rus” — siger Byron — „er af Jorde-Livet
det Bedste!” Han har Ret den stolte Britte
Rusen blev os som Modvægts-Gave givet
mod al den sørgelige Usseldom,
som fra et helt forarmet Samfund kom,
hvis Lov og Ret er snart til Pjalter slidte.
Og naar en skønne Dag ud af vor Midte
en Mand staar frem, der slaar sin Tid i Skynet
fordi han er beruset af den Lykke
at turde gaa og staa foruden Krykke —
da vil det glimte fra hans klare Pande
som fra en Jupiter, der tumler Lynet,
mens han indblæser Menneskene „Aand” —
og da vil frie Mænd og Kvinder sande,
idet de sprænger Lav- og Dumheds Baand,
at forat bygge Fremtids Verden op
og plante Fredens Banner paa dens Top,
maa Krig og Rus gaa forud — Haand i Haand!