Vi sidder her, helt østerlandsk,
to ved Divanens Bord:
fra Væggen Smyrna-Tæpper ned,
en Lampe i en Snor;
blødt svømmer Lampe-Skæret ind
i Talens Hvisk og Tisk ...
tys, jeg er ingen Tyrk, madame,
skøndt De er Odalisk!
Man siger jo, Poeten
helt let henrives skal:
at fænges, som at fange,
er et profetisk Kald,
og navnlig, hvis Profeten da
fik sig en liden Pisk ...
dog, jeg er ingen Tyrk, madame,
skøndt De er Odalisk!
Jeg tilstaar, dette Smilehul
i Kinden rosenrød:
det er som Mandel-Kærnen lagt
i Naadens Skue-Brød —
som Sukkertøj, der frister Børn
henover Bager-Disk ...
stop, jeg er ingen Tyrk, madame,
skøndt De er Odalisk!
Og denne Barm, der hvælver sig
saa fuld i Form at sé
som nogen Kuppelhvælving paa
Sophias Pragt-Moskee —
sæt, at som Tempel-Røver man
greb mig paa Gærning frisk ..
ak, jeg er ingen Tyrk, madame,
skøndt De er Odalisk!
Jeg har — jeg har en Helligdom,
ad den vil De vel le
med Deres Fløjelsøjne
godlidende at se;
aa, de er Pokker ... Kvinden blev
mod Kvinde altid bidsk ...
jeg har en Kæreste, madame,
hun er min Odalisk.
Jeg tilstaar, jeg er bleven graa
mens Tiden drev sit Spil,
og — komisk nok — ret trofast
tro De saa, hvad De vil!
Jeg rutted fordum med min Tro,
nu er jeg bleven grisk ...
jeg var engang en Tyrk, madame,
De er en Odalisk!