Jeg synger mine Sange
Udaf mit fulde Bryst; —
Jeg slugte aldrig Noder,
Jeg synger som jeg har Lyst.
Jeg vilde ei lærd docere
For mine smaa Rebeller,
Jeg vilde ei være Bussemand, —
Jeg kunde det ikkeheller.
Jeg syntes der var nok af
De pæne Børn i Verden,
De stille, forpryglede Drenge,
Med gammelmandsagtig Færden.
Jeg syntes der var Trang til
Lidt mere Liv og Varme,
Lidt Hidsighed i Blodet
Og muskelspændte Arme.
Nuvel, fra Stuens Vægge
Jeg slipper et Kuld af Drenge,
Som aldrig fik af Stokken
Og aldrig lod Ho’edet hænge.
Det kniber maaske med Lektien,
Der skulde maaske »gaaes efter«;
Jeg stoler ikke paa »Lektien«,
Jeg stoler paa Drengenes Kræfter.