De rummesterer svært omkring paa Jorden,
Og allevegne vil de flytte Skilter,
De taler høit i Syden og i Norden,
Og skjøndt den meste Tale rigtignok spildt er,
Og skjøndt jeg synes, det maa ofte knibe
For at faa Grunde til den Dom, de fælder,
Og ..... Naa, Ja ja. Jeg stopper mig en Pibe
Og synger om den gamle Sæbekjælder.
Det gamle Skilt, den gamle Fjerding Sæbe
I Vindvet staar og trækker mine Kunder,
Og skulde og lidt Snavs ved Skiltet klæbe
Nuvel, det er da helleringen Under,
Det har jo staaet der fra Arilds Tide.
Min Fa’rfa’rs Faders egne salig Hænder
Har selv sat Sæbefjerdingen tilside,
Og Fjerdingen skal staa til Sæben ender.
Vi leve her i Kjældren lunt og stille,
Saa fjernt fra Livet og fra al Forandring,
Vi slide vore Klæder som vi ville
Og følge ikke Moden paa dens Vandring.
Den gamle Psalmebog og Paraplyen
De komme frem, naar Leiligheden byder,
Naar Præsten præker, naar vi skal i Byen
Og Luften paa en dygtig Skylregn tyder.
At Huset over os er skjørt og daarligt
Det veed vi nok; det har man sagt saalænge.
Men Herregud! det repareres aarligt
Og stives af for mange, mange Penge.
Nu siger Folk, som har sig deri blandet;
»Min gode Mand, byg da et nyt langtheller.«
Men Herregud! saa blev vort Hus et andet,
Og hvor blev saa den gamle Sæbekjælder?
Nei Huset staar nok. Det har ingen Fare,
Og vi vil blive i den gamle Kjælder.
Og ingen Udgift vil vi nærigt spare,
Men stive Huset af saatidt det hælder.
Og styrter det og Kjælderlivet ender
Saa vil vi ikke klage eller flæbe.
Vi har jo gjort vort Bedste. Vore Hænder
Vi vasker roligt i vor egen Sæbe.