Det er Tusmørkets Time. Den rige Mand har lagt sig;
I Puder og Tæpper har paa Sofaen han strakt sig,
Gnaven og syg er han fængslet til sit Leie,
Der er trist i Stuen, Lyset er dæmpet.
Tjenerskabet gaaer sine egne Veie,
Lægerne har nylig indbyrdes kæmpet
Med Floskler og Fraser om de sikkreste Kure:
Øieblikkelig Fare er der ganske sikkert ikke,
Ondet er kronisk, — den Syge maa ligge.
Det kan blive til Alt, men foreløbigt venter man,
Og Piller og Pulvere paa Apotheket henter man.
Slagen ligger Manden, strakt paa sit Leie.
Den Syge bander, kan ei komme nogen Veie;
Han seer, hvordan Dæmringen lusker om Ruden
Og mærker, hvordan Skyggen falder hen over Puden;
Han griber en Avis og møisommelig han staver sig
En Spalte igjennem; han seer, at man belaver sig
Paa Dit og paa Dat, og han smider Avisen,
Og rækker efter Daasen, som indeslutter Prisen.
Skyggerne falde. De fylde næsten Stuen.
Paa Konsolen staar en Amor og sigter med Buen:
»Den dumme Figur, hvad skal den paa Konsolen?
Jeg kjøbte den engang fra Gibserreolen,
Men da var jeg ung, og havde lidt i Ho’edet,
Og nu er den desuden saa støvet og saa sodet,
Den seer slem ud i Mørke, og værre om Dagen;
Ja man har været fjantet engang, det er Sagen.
Figuren skal paa løftet blandt andet Skramleri,
For overflødigt Gods skal min Stue være fri.
Se rundt i alle Kroge, hvorhen mit Øie falder,
Der seer jeg disse Minder fra en forfløien Alder
Da jeg gik om og vaased og sværmed for det Skjønne
Og agtede »Geschäften« saameget som en Bønne,
Og holdt for sex Mark Timen en Lærer paa Klaveret
Og rendte rundt i Byen, hvor der blev musiceret,
Og lod en Vise trykke, jeg troer hos Bianco Luno, —
Da kjøbte jeg mig Amor, og Hebe dér og Juno
Og Gratierne og Venus og Manden dér med Lyren,
Hvad er det nu han hedder — Apollo hedder Fyren.
Nu staa de der og true i Mørket helt uhyggeligt,
Men her skal rømmes op, og det ganske eftertrykkeligt.
Hvad skal man med de Dukker, de fylde saa forbandet,
Kjønne er de ikke; det skal bare være dannet.
Herud skal de alle, ja Merkur kan blive staaende.
Nøgen er han rigtignok og sidder saa kroget,
Mon han er Gud for Handlen, han betyder dog Noget.
Og Forbindelsen med ham maa man se at holde
Se Frihedens Genius eller Gudinde
Den lod jeg lime sammen i Ryggen med Pinde.
Den var saa molesteret, nu er den rent kassabel,
Den skal nu op paa Loftet, først blandt den hele Stabel.« —
Her standser den Syge sine Konfiscationer,
Han hører fjernt et Bulder, han lytter: »Ikke Andet,
Det er Salut fra Sixtus eller ogsaa fra Tre Kroner;«
Men Larmen kommer nærmere: »Det er da rent forbandet,
Man veed dog, jeg er syg, kunde gjerne være rolig.«
Da griber ham en Tanke, og han steder mod Prikken
Af Ringeapparatet, som ringer i Fabrikken.
»Død og Pine om det virkelig skulde være trolig,
»Om der virkelig skulde være Ild i Baghusets Værksted;
»Det er Maskinfabrikken, som jeg navnlig er stærk ved,
»Som er min Rigdomskilde, mit dyreste Eie, —
»Ak, Herregud, Vorherre! hvo kjender Dine Veie! —
»Den er jo assureret, forstaar sig; men Tiden,
»Som ved Bygning gaar tilspilde, den vindes ikke siden« —
Og han trykker og banker paa Prikken uophørlig,
Men Ingen vil komme, staae op det er ugjørlig.
»De Satans Domestikker! saa gid den lede Søren
Vilde bringe mig Besked.« Da aabnes langsomt Døren,
Og i den dunkle Stue en Skikkelse indtræder,
Hyllet i en Kappe, som skjuler Form og Klæder.
Skikkelsen bukker, og efter nogen Venten
Bukker den igjen: »Hvad befaler Hr. Agenten?«
Den Syge har reist sig halvveis op fra Puden,
En Gysen bringer Sveden i Perler frem paa Huden,
Tænderne klappre, knap kan han Mælet fange,
Men skammer sig dog over at vise sig bange.
Han rømmer sig: »Med hvem har jeg den Ære?« han stammer
(»Hvorfor Fanden skal han staa der og skjule sig i Kappen,
»Og hvordan har han trængt sig herind i mit Kammer,
»Den Æsel, Jens, har vist ladet Døren staa til Trappen)«
»Undskyld, men jeg er syg — mine Læger gav mig Ordre —
»Al Talen over Evne vil min Sygdom befordre
»Gaa heller til Kontoret paa den anden Side Trappen.«
Der bliver en Pause, og Skikkelsen i Kappen
Slaar da op en Latter, en haanlig, en drillende,
Og siger med en Stemme, saa stikkende, spillende
Imellem Spøg og Alvor: »Min gode bedste Herre,
Det var aldrig min Agt Deres Sygdom at forværre,
Men De ønsked jo fornylig at vide, min Kjære,
Hvad al den Spektakel dernede monne være.
Ja se, al den Spektakel er nøie forenet
Med Sygdommen, som De har faaet i Benet.
De har nydt altformeget af denne Verdens Goder,
Nu, overdreven Nydelse bevislig en Rod er
Til Podragra og Gigt, men den er endnu mere,
Den er Rod til et Onde, som er svært at kurere,
Thi medens De har her kunnet svælge og nyde,
Er der Folk, som næppe har havt Mad i deres Gryde.
Disse Folk har nu lugtet til Deres lækkre Sager,
Saalænge indtil de en skjønne Dag opdager,
At naar de blot er enige dernede i Gyden
Saa har de ogsaa Midlet til at faa Mad i Gryden.
Og Larmen dernede, som De synes er Forsyndelse
Imod Autoriteten, Dem selv, er kun Begyndelse
Til Ting, som maaske Deres Existens kan true. —
For Øieblikket kaldes Bevægelsen en Skrue
Og er ei vid’re slem. — Men min Gang til Deres Stue
Har ellers havt en Hensigt forskjellig fra denne:
At lære Dem Skruens Bevægelse at kjende.
Jeg skal sige Dem, jeg har nu saa længe havt Kik paa
Deres Gjøren og Laden; jeg vidste at det gik saa,
At naar jeg uforstyrret lod Dem blive ved det Gamle,
Saa vilde dog det Hele en skjønne Dag nedramle
Om Ørene paa Dem, som, tro mig paa min Ære,
Er den af mine Venner, jeg nødigst vil undvære.
Jeg vil derfor, da jeg mener det er paa høie Tide,
Sætte al denne falske Skaansomhed tilside,
Og rive Dem Bindet fra Deres svage Øine,
Og lære Dem hvad alle disse unge forfløine
Uslebne »Radikale« har paa Dem at sige. —
Selv lider jeg ikke disse Idealister. —
Og naar De nu hører Deres Synderegister,
Saa maa De erindre at notere tillige
Snart et, snart et andet Punkt af de mange
Hvori De vil forandre Dem, — ja bliv ikke bange —
Naturligvis paa Skrømt. De firer saadan slideligt,
De trækker Deres Antagonister ganske blideligt
Tilhøire, tilvenstre med Smaaløgn og Løfter,
De sparer ingen Midler, De bruger Kapitalerne,
Saa graver jeg i Ryggen af Fjenden et Par Grøfter.
Saa buser De paa — og der ligger Idealerne; —
Og saa kan vi jo gjøre vort Regnskab op bagefter
Naar ved min Assistance De er kommen til Kræfter. —
Vær altsaa nu opmærksom ved hvad De faar at høre,
Her er Stemmer nok i Stuen som vil martre Deres Øre
Med hvad man kalder Sandhed. Her staar nu en Gudinde,
Frihedens Genius, en høist agtværdig Kvinde;
Jeg tvivler ikke paa, at naar De hører hende
Vil De mærke, at hun ikke har glemt Dem Deres Pinde.
(Og ganske vist, De har ogsaa handlet uforsvarlig; —
Med Frihed og Damer skal man altid omgaas varlig.)
Nuvel da, vi vil bede Gudinden at tale,
Hun har jo netop Tilhold midt i det »Ideale«,
Og hun er den, som paaberaabes af de Radikale.
Hun er Mester for at rive Dem af Issen Deres Glorie,
Og luiu kan fortælle en opbyggelig Historie
Om »Tiden«, om Dem og Deres Regimente,
Om Dagen idag og om hvad man kan vente
Af Dagen imorgen. Ja, Allegorien
Er just ikke smigrende, men De faar springe i‘en.« —
Den rige Mand er faldet tilbage paa sit Leie,
Han stirrer ud i Mørket med Angst og med Gruen,
Vildt svulmer Hjertets Strømme og stopper Tankens Veie,
Da hører han en Stemme runge ud i Stuen:
»Fjernt fra de høie Syner, med Blikket mod det Lave
Seer jeg »Tiden« sidde med sin trivelige Mave,
Omkring ham voxer Bladene i Bredde og Længde,
De pleies og de passes af Negrenes Mængde
(Maaske lidt mere sorte end Negre in natura).
Hans Døttre gaaer paa Kursus, hans Sønner læse Jura,
Hans Hus er vel monteret, hans Kjælder vel forsynet,
Han seer sig om og smiler og løfter blidt paa Brynet
Og vifter bort en Flue, som søgende hans Næse
Vil frækt formene Manden sin »Berlinger« at læse.«
»Fjernt fra de høie Syner, med Blikket mod det Lave
Sidder han som Vogter i Kulturens store Have.
De vilde Dyr er tæmmet, de tamme Dyr er slagtet,
Haven parcelleret, Parcellerne forpagtet,
Ved Aaen stamper Møllen, i Stampemøllen æltes der.
Bag Skoven staar Fabrikken, og i Fabrikken smeltes der.
Penge er der nok af, de graves op af Jorden,
De flyve ind af Vindvet fra Syden og fra Norden,
De kjøres ud paa Vogne og komme hjem paa Skibe,
De vindes ud af Røg, om det ellers skulde knibe.
Der er System i Alting, Kontrol som bare Fanden,
Der er en god Credit, og en stor Respekt for Manden,
I Maven rummes meget, men mere dog i Panden,
Følelsen er lille, desstørre er forstanden,
Den regner ud i Brøker og skriver op Procenter.
Den tæller nøie sammen og tegner Dividender,
Den gjør Spekulationer og fisker Aktionærer,
Den planter Kosteskafter og høster Sukkerpærer,
Den plumrer om i Vandet til det er dygtig muddret,
Og trækker saa Guldfiskene paa Stranden op at Pluddret.
Forstanden er forresten loyal, devot og ærlig
Og dekoreres derfor af Naade ganske særlig.«
Her holder Stemmen inde. I Sofapuden dukker
Den rige Mand sit Hoved; man hører hvor han sukker.
Skikkelsen i Kappen slaaer op sin vilde Latter,
Og gjennem Stuens Mørke lyder Stemmen atter:
»Du »Tid« med frugtløs Virken med Dine Tanker tomme.
Hvad bli’r vel Resultatet naar Legen nu er omme?
Hvad gjorde Du med Midlerne? Jeg seer vel Kapitalerne,
Men hvor er Idealerne, ja hvor er Idealerne?
Du graved op af Gruber, Du dynged op i Bunker
Indtil Begjærligheden slog ud i lyse Funker,
Indtil de gridske Fugle, Misundelsens Harpyer
Slog ned i Bunkens Glimmer fra deres mørke Skyer.
Da hævede Du Armen, da rysted du Din Svøbe,
Og pukked paa Dit Motto: »Sælge eller kjøbe.«
Da teede Du Dig krænket, og raabte: »Forurettet«
Og peged hen til Ciflrene, som stod paa Regnebrædtet,
Og disked op med Taler om Livets store Goder,
Som spredtes ved Din Kunst over Bjerge, Søer, Floder,
Og prækede om Folkenes almindelige Dannelse,
Om Videnskabens Forsken, om Sandhedens Opstandelse,
Om Statsmaskinens Virken og dygtige Bemandelse
Med lutter lyse Ho’eder og lutter gode Kræfter,
Hvis Resultater skjænkes den Tid, som kommer efter.
Da slog Du lydt paa Tromme om Folkenes Forbindelser,
Om høflige Visiter og Spørgen til Befindelser,
Da foldede Du Hænderne og viste hen til Kirken,
Stats-Folke-Menighedernes velsignede Virken,
Og fælded Kjætterdomme, og slynged Anathemer
Mod Hver som vilde reise det »Nyes« Problemer.
Spar Dine Anathemer, hold op med Dine Domme,
Du selv har ene Skylden for hvad der end vil komme;
Hvo legede med Masserne og drev med Sang og Tale
De glubende Instinkter frem ved »Det Nationale«,
Hvo hidsede Kokarder til Kamp imod Kokarder,
Og sang en Seiershymne til Klang af »Milliarder«.
Hvo satte Selvtægtsretten som Nummer Et af Lovene,
Og slængede Traktaterne indunder Hestehovene.
Hvo lagde Bankosedler som Lovbog paa Moralens Bord,
Og satte Pengepolka som Tone til Choralens Ord?
Du Tid har ene Skylden for hvad der end vil komme,
Du Tid med frugtløs Virken, med Dine Tanker tomme.
Du præker smukt om Folkenes almindelige Dannelse
Men udsaaer selv en Lære, som giver gold Forbandelse;
Paa Pengebørsen gaaer Du med matadorisk Knirken,
Og taler kammeratlig om Videnskabens Virken.
Men Videnskaben følger ei Tidens lave Færden.
Den hvælver sig sin egen usynlige Verden,
Og Sandheden slumrer endnu; og Gud naade Dig
Ifald den rigtig vaagned — det vilde lidet baade Dig.
Og Statsmaskinens Virken, som selv Du kalder glimrende
Og dine lyse Ho’eder, som lyse skal saa flimrende,
Og Dine Utopier om Folkenes Forbindelse,
(Jeg troede dog Du deri var kommen til Besindelse)
Og saa Din Folkekirke, som sprede skal Velsignelser,
(Du tænker vel endnu paa de gode, gamle Lignelser
Om Sennopskornet, Sædemanden, kort og godt om dette
Du ved nok, som han lærte, den Sande, den Rette),
Hver Spire, hver Plante paa Aandsarealerne,
Hver Institution (foruden Filialerne); —
Alle stikke Roden tilbunds i Kapitalerne. —
Og maa jeg saa spørge, hvor er Idealerne?!«
— — — — — — — — — — — — —
— — — — — — — — — — — — —
— — — — — — — — — — — — —
Bravo, min Frue! raaber Skikkelsen i Kappen,
Det var smukt, det var djærvt, De fortjener saamænd Klappen,
Naar jeg næste Gang hører Dem skal jeg applaudere,
Men nu er det tilpas, han taaler vist ei mere!
Der bliver en Pause. — Den skjælvende Syge
Raaber med en Jamren som Vinden i en Byge:
»Til Hjælp! Jens, Peter, Jacob, hvor er I Allesammen?«
Da viger Stuens Mørke. Et Skjær med blaalig Flammen
Knittrer iveiret. Med Hanefjær i Hatten,
I røde Silkeklæder, med Øiet sort som Katten —
Seer han og kjender han — — — — — —
— — — — — — — Der kommer Lys og Lamper,
Hele Tjenerskaren igjennem Stuen tramper;
Man bringer Lugteflasken, paa Doktoren man raaber,
Man løfter op hans Hoved, man tæller Hofmandsdraaber,
Og endelig da Draabeflasken næstendels er tømt
Kommer han tillive: »Gudskelov, det kun er drømt«!