Høit Violinens Stemme klang.
Man lo og dandsed, talte, sang —
Et Babelsprog fuldstændigt.
Formalitetens stive Dragt
Som Offer var for Vinen bragt. —
Man mored sig ubændigt.
Men ude hvor bag mørke Sky
Den blanke Maane krøb i Ly
Med Søen koketterende,
Ad Havens lønligt snoede Gang
I Kjole kort, i Kjole lang
Gik han og hun spadserende.
Han var saa hed, hun var saa varm,
Hun støtted ømt sig ved hans Arm:
Her var dog saa romantisk.
Her var saa skjønt i Maaneskjær,
Og indenfor, ja inde der
Var maaske vel — bachantisk!
»Ja, Frøken, De har ganske Ret,
Den »store Verden« gjør os træt;
Naturen venligt vinker. —
Se, nede hist ved Søens Rred,
— Et Symbolum paa landlig Fred —
Et Lys i Hytten blinker.
Og ikkesandt, hvis jeg Dem bød
Et Liv med mig i Hyttens Skjød
Fjernt fra den store Verden,
Da fulgte De jo gjerne med;
Stærk er jo Deres Kjærlighed, —
Ja ikkesandt, det er den?«
Hun bøied sig og slap hans Arm,
Og glatted Kjolen med en Larm,
Som skulde fylde Pausen.
»Ak, Duggen har mig rent spolert
Min Kjole. — Jeg er engagert
Af Greven til Kehrauss’en.