Thy shores are empires, changed in all save thee
Assyria, Greece, Rome, Carthage, what are they?
Thy water wasted them while they were free,
And many a tyrant since; — — — —
Byron. „Ocean".
Klattrende modig fra Sten til Sten,
Glidende over de vaade Flader,
Med blodige Hænder, skjælvende Knæ,
Bedækket af Sved og med bankende Hjerte
Kom jeg herned. I Fjeldets Side
Gabed et Ar fra fordums Tider,
Da Giganterne stormed Himlens Fæstning.
Arret var dybt og vidned om Striden;
Flækket var Klippens klodsede Legem,
Og Vandet løb som en Feltskjærs Sonde
Ind i Saaret og maalte Dybden.
Jeg stod ved Havet, jeg saae dets Vande
Uroligt skvulpe mod Klippemuren,
Som Bly var Farven, en ængstlig Maage
Vendte i Farten og raabte sit: Varsko,
Og som om Tegnet ved Skriget var givet
Stedte Stormen i Stridstrompeten, —
Ha\ guden satte sin Raaber for Munden:
Pas paa! nu løse vi Lænkehunden!
* * *
Klipperne danned en herlig Bugt,
Et Leie for hundred og hundred Skibe;
Der laa de Alle og speiled sig smukt
Fra Dækket til Vimplens krusede Stribe.
Kjøbmandsskuder, store og smaa
Mæskede, svemmende Krambodshuse,
Orlogsfregatter med breden Raa
Og Fiskerens Jagt med sin Ruse.
Der var Conflux fra Land og ombord,
Næsvise Commisser banded Matroserne,
Supercargoen svor ved sit Æresord,
Og Grossererne roded i Poserne.
En lossed Kaffe, og En laded Flyndere,
Tridserne hvined og Kranerne knaged,
Der var fuldtop af Toldere, fuldtop af Syndere,
Man bedrog og man blev bedraget.
Orlogsskibene mandede Ræer,
Der var streng Disciplin over Sømandsskolen,
Folkene traadte hverandres Tæer;
Ingen sagde: Au! det var mod Parolen.
Paa Skandsen gik Mænd med fredelig Tale,
Med krigerisk Skjæg, med Pomade i Haaret,
De saae mod Flaget det nationale,
Som høit i Luften af Vinden blev baaret.
Der var Hyrder paa Flaaden, som lærte at spæge
Kjødet ved Henblik paa Død og paa Vunder,
Der var en Profos og der var en Læge,
Som kurered for ny og for gamle Onder.
Som sagt der var dannet en herlig Bugt,
Et Leie for hele den stolte Flaade,
Og fra Flaadens Kabysser opsteg en Lugt
Som om Middagsnydelsen spaaede.
Saa kom der et Drøn; det blinked derude,
Havet røg som et kogende Krater;
Der blev Allarm paa hver eneste Skude,
De blegnede, alle de vimse Krabater.
Man glemte sin Pose, man løb fra sin Kasse,
Man heised og haled, man løsned Kanonen,
Man bad til Vorherre privat og i Masse,
Om at frelse Livet for Staten og Konen:
»Baaden i Vandet! Kap Trosse og Anker!« —
Men Havet var allerede i Hælene,
Og drev sine Søer mod Skibenes Planker,
Slog Siderne ind og levned kun Pælene.
Det skummed og fnyste af Had og af Harme,
Det knuged og krysted sit Bytte i Favnen,
Og aabnede først sine stærke Arme
Forat slænge sit Bytte som Vrag imod Havnen.
Jeg stod ved Havet; jeg saae dets Vande
Ustandseligt styrte med Bulder mod Stranden, —
Det ligued en Horde, en løssluppen Bande
Med Hadets Mærke trykket paa Panden;
Det greb efter Flaget, og rev det fra Knappen:
»Farvel! der gik nu Kommandolappen«.
Det knuste en Hyrde, som drev paa en Bøie:
»Farvel, Høiærværdige! Hils i det Høie!«
Kjøbmand, Kaptain, Proviantsforvalter,
Alle blev slynget mod Klippernes Spalter;
Uniformer, Kokarder og Epauletter
Bestrøede Klippen med Skønhedspletter,
Og Flaadens Besætning, Store og Smaa,
I Tusindevis paa Stenene laa.
* * *
Jeg klamred mig ængstlig mod Klippens Kant,
Jeg strakte ud mine bedende Hænder;
Men Klippen stod taus, den var vant dertil,
Den kjendte jo Tingen fra gamle Dage,
Da Giganterne stormede Himlens Fæstning,
Da Syndflodsvandene mægtig bruste,
Da Jorden gløded og Klipperne skjælved; —
Den havde jo seet det kaotiske Vanvid,
Den havde jo kjendt de blide Idyller,
Saa atter Vanvid og saa Idyller
Lovbundet som en Musik efter Noder. —
Den betragted det Hele som »Perioder«!
Med tusinde Aars stensatte Erfaring
Stirred den kold paa den vilde Scene. —
Jeg saae kun den enkelte Aabenbaring,
Og klattrende over de haarde Stene,
Flygtende bort fra den vilde Vove,
Famled jeg efter de evige Love.