Der staaer det taust og lytter
Til Bølgens Melodi,
Som klinger af dets Fortids
Dybtstemte Poesi,
Der staaer det mindeværdigt
Med Minder i sit Bryst
Om Jubel og Jammer,
Om Sorg og om Lyst.
Naar Maanens Straaler falde
Ved Midnat paa dets Tind,
Da tier Vindens Susen
Og Bølgen slumrer ind,
Da myldrer Minders Skare
Fra dunkle Kroge frem,
Da huse Fortids Skygger
I deres gamle Hjem.
De sjunkne Taarne løfte
Mod Skyen deres Spir,
Der brases op i Stegerset
Til Gilde og Svir,
Vidt spreder Faklens Flamme
Sit dunkelrøde Skjær,
I Lyset funkler Hjelme
Og blinkende Sværd.
Ned fra Balkonens Vindu
I Slottets smykte Sal
Lyder Sang og Latter
Om den rungende Pokal,
Og Menuetten følger
Musikens Stemme blod,
Mens Fængselslænken klirrer
I Klippens dybe Skjød.
De blege Straaler falde
Igjennem Taarnets Glug,
Naar Latteren forstummer,
Høres Sorgens Suk,
Der sidder Dybets Fange
Med Haand under Kind,
Og stirrer taus fortvivlet
I dunkle Fremtid ind.
Saa huse Fortids Skygger
I deres gamle Hjem,
Til Morgensolen bryder
Af Nattens Taager frem,
Til Dagens Himmel hvælver
Sin havblaa Baldakin, —
Da synes atter Slottet
En øde, taus Ruin.