Margerete: Versprich mir, Heinrich!
Faust: Was ich kann!
Margerete: Nun sag, wie hast Du’s mit der Religion?
Jeg ser ivejret fra de hvide Blade;
Min Haand, min Tanke stanser undervejs
Paa Rejsen mod min stolte Higens Maal,
Mod hine tidt besungne, fagre Lande,
Mod Ærens Riger, Hædrens Fødeby,
Der vinker, som en gylden Sommersky,
Fjernt over Horisontens duftblaa Rande.
Jeg stanser ved hin Spørgen i Dit Øje;
Det hvilte klart og graat og dybt i mit.
Det laa, som Søen, aaben for mit Blik,
Og Høstens Smil gled skælvende derover.
Oktobersolen har en selsom Art
At smile paa. Den klipper med sit Øje.
Og vi var To, som skulde skilles snart,
Og vi var mødt ved Skarritsøens Vover.
En Afsked ridser dybt i Sjælens Tavle
Med Kunstnerhaandens Naal hvert lille Træk.
I Gensynsmødet dufter Nuet væk;
Man er saa rig, naar Savnet ligger bagved.
Men den, som skilles, er en fattig Mand,
Han samler hver en Skærv til Tærepenning
Paa Rejsen, hvor ej Posten altid kan
Fra Hjemmet bringe ham fornyet Sending.
Jeg tegner ned paa disse hvide Blade:
Den lille Skov af Siv med visne Snerler,
Der deltes og veg Pladsen for en Bro
Med smale Fjæle, og kun Plads for To;
Den større Skov hang brunrød ud derover,
Træt, som det syntes, af at bære Løvet,
Og saa’ med sænket Hoved og bedrøvet
Sin Afmagts Billed dybt i Skarritsøens
Forstenet kolde, blanke Spejlglasvover.
Du stod med Skuldren hældet mod mit Bryst.
Dér var jo, mente Du, Din rette Støtte;
Og Dine lyse Lokker slynged sig
Som Romerkvindens Blomsteroffers Kranse,
I Gave fra det store, fulde Hjærte,
Med Duft hen over Gudestøttens Arm.
Du holdt min Haand — Din var saa blød og varm
Jeg peged ud paa Søens stille Flade,
Hvor Toppen af de dybe, skjulte Rør,
Lig Smældet af en Ridepisk fremtitted,
Og skildred, træt, af Høstens Stemning smittet
Hvor sødt det var, at hvile nu derude,
Vi to, i Favntag kærlig tæt forenet,
I Evighedens Marmorsøvn forstenet,
I salig Søvn paa Bundens Søgræspude!
Vi gik tilbage fra den smale Bro;
Da saa’ Du paa mig, saadan, med det Blik,
Og hvisked ganske sagte, mens vi gik:
Hvad mener Du? Fortæl mig dog Din Tro!
Jeg slog det hen, jeg spøgte og jeg lo:
Det er ej saadan ment; det maa Du tro! —
Jeg vilde, at det Indtryk skulde svinde.
Og Du? Hvor findes vel paa Jord den Kvinde,
Som ej til Øjeblikket Lid vil fæste,
For — at fremmane Tvivlen i det næste.
Og nu, nu rinder mig det Blik i Minde,
Og Skarritsøens mørke Poesi
Er mig en Bom, en Stopper paa min Rejse.
Nuvel, for Bommen vil jeg mig befri:
Jeg sprænger den; jeg mælder mig til Skrifte.
Tilgiv en Svaghed i et Øjeblik!
Det er min Skyld, om nu Du gaar og grunder
I Tvivl, med Braadden i Dit lyse Sind,
Og famler Dig i mørke Verdner ind,
Hvor der er klamt af Svaghed, trangt af Brist
Paa Manddoms stærke Glød og klare Gnist,
Paa Haab og Higen efter Kærlighed.
Saadan som den fra stolte Slægters Grene
Er arvet til vor spinkle Stikling ned.
Vær uden Frygt; jeg skriver aldrig under,
Hvad ny’ Apostlers trætte Hjærnespind
Har fundet ud som Maal for vore Rejser:
»En Sten, man kaster i den dybe Flod;
Hvad vil en Sten; hvad haaber den, hvad vinder
Den ved at være? Plump! og den forsvinder.«
Nej, dybere i Livets Jord jeg bunder,
End til at ruskes op med Trevl og Rod
Og kastes hen i Grøften ved et Lune.
Saa længe Hjærtet banker, stolt jeg knejser
Som Vaabendrager ved det store Hof,
Hvor ingen bleg, trangbrystet Filosof
Dikterer Love, som min Fod skal lyde.
Er jeg ej god, jeg er dog altfor god
Til Drivetømmer hen ad Livets Flod,
Som synker eller svømmer ovenpaa
Tilfældigt ved et rent paa Maa og Faa.
Lad og ved Magt »Tilfældigheden« staa:
Jeg vil nok synke, men først vil jeg flyde!
I Aaren bruser højt mit kække Blod;
Det kalder paa mig; er dets Kalden ej
En Førers, som er værd at vise Vej?
Skal slap og viljeløs jeg mig forbløde,
Fordi der raabes paa mig fra de Døde,
Fordi en overlæsset Lærds Forstand
Har glemt, hvad ej hans Moder mægted glemme,
Dengang hun tog hans Fader til sin Mand?
Vi lytter til en sprukken, klangløs Stemme,
Vi kryber for en krank Melankoli,
Vi gaar omkring og snuser efter Døde;
Skøndt der er knapt paa Sol, vi Skyggen søger,
Vi slaar os selv ihjel i vore Bøger,
Og lægger langsomt os i Livet øde: —
Vi trænger til en Livets Poesi.
Den vil jeg plante ud i Blomst paa Blomst
Med kraftig Duft og Myldren langs Din Sti,
Og give hver en Larve sin Bekomst,
Som suger af dens Saft sin Ormeføde.
Og jeg vil lytte til Dit Hjærtes Stemme,
Og leve med Dig glad paa denne Jord,
Hvor hvert elastisk Skridt, hvert Fodens Spor
Indprenter dybt den Lære: her Du bor,
Her laa Din Kim, og her Din Stamme gror,
Her har Din Kjærlighed, Din Livskamp hjemme,
Indtil, som hist ved Skarritsøens Bred,
En gul Oktober ryster Blade ned,
Og stæder os, to Blade, under Jord
Til evig Hvile i sit lune Gemme .....
Herpaa jeg lever, og — paa det jeg tror.