Hvi sidder Du Fremmede tavs og tvær
Bag Bordet henne i Krogen?
Du sukker kanske for en Hjertenskær,
Eller søger Du nogen?
Flyt Dig herhid paa de Glades Bænke,
Del vore Løjer og lyt til vor Sang,
Madonna hun sørger for Verdens Gang,
Du kom ej herhid for at tænke.
Der er Piger, hvorhen Du i Verden gaar,
Du kan finde dem her, eller i Murano.
Vinen læger de dybeste Saar:
Kammerat, drik vino conegliano!
Ej sandt, Du tik dog et aabent Blik
Af skælmske Guder paa Vuggen
For alt, hvad som ler i den liflige Drik
Og som klukker i Krukken!
Fik Du tillige et aabent Øje,
Blik for det Flitter, som Verden bær’:
Nuvel, saa træk imod Verden fra Læ’r,
Din Iver skal os fornøje.
Du kan slaa her i Bordet saa meget Du vil,
Slaa som en republikansk Capitano;
Værten han lægger Bordplade til:
Kammerat, drik vino conegliano! ....
I fejler! Thi sørger og søger jeg end,
Og fik jeg end Gaver paa Vuggen,
Saa rykker jeg ej blandt de Glade hen
Ved Bordet om Krukken.
Sprudler en Kilde, som Tørsten køler,
Saa har dens Udspring et højere Væld,
Med Bukkespring slaar man ej Sorgen ihjel,
Deres Fod gennem Slaget man føler.
Lad os mødes paa Tinderne, dersom I kan,
— Mens sana, véd I, in corpore sano —
Dér er min Kilde, og jeg Eders Mand.
Behold Eders vino conegliano!