Naar Natten er helliget Farter
Ved Maaneskin i Gondol,
Saa taaler man ikke rigtigt
Om Dagen den kære Sol.
Jeg ligger paa Lidoens Strande
Og skærmer mod Solen mit Blik,
Og dysses isøvn og drømmer
Til Bølgernes sagte Musik.
Jeg drømmer, at Tiden er stanset,
At Viseren paa dens Uhr
Har gjort i Cirkler tilbage
En lang og møjsommelig Tur.
Til Højbords sidder jeg bænket
Med Venner i festlig Sal,
Og ved min Side en Kvinde
Kredenser den gyldne Pokal.
Og Vennerne ere saa glade,
De synger en flerstemmig Sang.
Jeg følger med Smil dens Strofer;
Jeg digted den selv engang.
Jeg digted den Sang til hende,
Som nu kredenser min Vin;
Og Stroferne bæres paa Toner
Af Cither og Violin.
Musik, og en Kvinde ved Siden,
Og Venner om Bordet i Krans! —
Saa griber jeg selv Violinen,
Og stryger en Dissonans. —
Der raader bestandig i Drømme
En egen skadefro Magt.
For Søvn ved den syge Lagune
Man tage sig vel iagt.
Jeg vaagner, og ryster af Kulde;
Jeg ligger paa Lidoens Strand.
Jeg kigger paa Uhret. Det løber
Omkap med Lagunernes Vand.