Saa kom han iland paa den gamle Kyst,
Var Viking, da han drog ud,
Og ynded at blotte for Vinden sit Bryst,
At hugge med Øxe, at stinge med Spjud;
Skjoldet han slængte paa Ryggen helst
Og glemte saa tidt at parere —
Han glemmer det ikke mere.
Han er bleven skrællet, og Brynjen er væk;
Hvad skal man med den, hvor der stænkes med Blæk?
Hjælmen er et Blækhus; han dypper deri
Med Spydet, og rister en Rune-Melodi;
Han har følt sig lille
Mod Himmelens Hvælv,
Ingen har ham skræmmet,
Undtagen han selv;
Han er bleven kæmmet,
Dog ikke à la Paaskelam,
Han er bleven tæmmet,
Men ikke bleven tam.
Han kom iland paa den gamle Kyst,
Er Viking den Dag idag,
Saa sandt som Intet i Verden
Ændrer en afgjort Sag.
Han brød vel Broerne bag sig af,
Men ej ved sin bedste Skudes Brand;
Han giver det Bedste sit Folk og sit Land.
Gør ham det efter — om I kan.