Der stiger frem paa Nattens dybe Grund
Et Billed fra de sommerlyse Dage.
En Sø. Den hvisker med sin Bølgemund:
Erindrer Du mit Kys den Aftenstund?
Og Breddens Ekko hvisker »Kys« tilbage.
Jeg ser et Træ; det hælder sig til Drøm
Med Grenen sænket mod den blanke Strøm;
Dets Rod er løsnet, snart det nedad glider.
Hvad bryder Kronen sig om Roden vel,
Hvad spørger Hjærtet, hvordan Foden lider?
Bestandig stirrende mod samme Plet,
Det ligner, spændt, med stanset Aandedræt,
En Elsker, bøjet bævende hen over
Det Leje, hvor i Nattens Gensynstund
Med Smil om Mund hans Længslers Afgud sover. —
Jeg lukker Øjet, føler, at en Mund
Min Læbe strejfer, føler det i Drømme;
Jeg synker sagte, som i saligt Blund,
I Dybder, hvor ej Foden finder Bund,
Hvor varme Kilder over Hjærtet strømme.