Jeg var saa hed af det hastige Løb;
Jeg havde saa længe løbet;
I Skridt gik de andre, jeg fortned min Fart,
Jeg kunde saa gerne mit Hastværk spart
Og Saalerne ovenikøbet.
Jeg hasted og hasted; tilsidst jeg fandt
Ene mig selv paa Klittens Kant;
Hvor var de Andre henne?
Formodenlig stoppet i Skoven,
Og stod og taksered Brænde.
Jeg lod dem blive; jeg lagde mig ned,
Drak Havets forfriskende Aande;
Saa gik jeg langsomt til Strandens Bred,
Hvor Skummet flagred og Saltet bed
Og Voven gik Vinden tilhaande;
De kølte begge det hidsige Mod,
De regulerte det hastige Blod,
De gjorde mig sund og munter; —
Man kan ved den megen Jagen
Lettelig komme herunter.
Og her vil jeg blive, og slaa mig til Ro
Og sætte mit Livsmod paa Renter.
Den rastløse Tumlen, det skiftende Spil,
Jeg overlader med Glæde til
Kommende Descendenter.
Lad Ungdommen tumle — ifald den kan —
Jeg slaar mig herned som en stille Mand;
Livet i Frastand jeg følger. —
Og synger saa mine Sange,
Kølig, som Havets Bølger.