Holger Drachmann (1846–1908)

Skilt i Ungdommens brusende Dage,

Mødt i Manddommens støtte Aar,

Gi’er vi Haandslag, og ser os tilbage.

Vi har vunden, begge, med Tiden.

Og drysser nu Sneen i Dine Haar,

Og trækker Du snart Dig tilbage fra Striden,

Og flytter jeg Slægtens Mærke frem:

Saa siger jeg Tak fra da jeg var liden,

Tak fra mig selv og fra alle dem,

For hvem Du var Lægen og Fader og Ven.

Din Kunst er Livets, og min er den,

At kalde det Døde tillive igen.