Giv Plads, I Herre- og Bondemænd,
For en liden Soldatervise;
Den megen Snak og det meget Rend,
De mange Beskyldninger, mange Skænd
Kan ingen Spillemand prise;
Han peger, naar man ham presser
For Underskrift under Adresser,
Mod Grænsen, hvor Blodet i Strømme flød,
Hvor Haabet gaar Vagt i Trængsel og Nød
Og synker med Knurren hver Krumme Brød
Hos sit Herskab, Hr. Danenfresser.
Dér trevler man ikke i Laser op
Hvert Bogstav, som findes i Loven,
Dér raser ej Striden som Storm i en Kop:
Om Farten gaar rettest mod Magtens Top
I Wienervogn eller bag Ploven.
Dér vælger man støtvæk den samme,
Som puster til Hjærternes Flamme;
Og’ Hjærterne brænde som Bavner ved Nat,
Og højnes ved Dag, som en Bavtasten sat
Paa Toppen af Dybbøl, med Indskrift: Tag fati
Vi slipper ej Brødrenes Stamme!