Jeg nærmed ydmyg mig den stolte Guddom,
Som staar med hævet Lyre, løftet Bue,
Jeg bøied Knæ, og sank for Gudens Aasyn,
Og skærmed Blikket mod hans Øies Lue,
Afmægtig følte jeg min egen Ringhed, —
Da smiled han, og Smilet mig bebuder,
At jeg er viet ind til Gudens Stridsmand,
Naar Hærbud udgaar fra de høie Guder.
Din er jeg, Din. Naar Stormens Bulder ryster
Den hele Jord, og hvert et Anker slipper,
Naar Øiet mørknes, og naar Kinden blegner,
Da seer jeg Guden, høit, paa Strandens Klipper;
Mod Stenen styrter Strømmen, men den Stolte,
Urørt af Jordens Rædsler, ryster Lokken,
Hans Pile flyve, og hans Lyre klinger; —
Jeg løftes høit, høit over Dvergeflokken.
Det er en Lykke, at den Gud, man kaarer,
Kan bruge Buen som han bruger Lyren,
Thi Krig er nuomstunder Livets Løsen,
Ved Hornet maa man tage Verdens-Tyren;
Det er en Lykke, at den Gud, man hylder,
Med Strengespil kan dulme Slagets Vunder,
Kan glide varsomt over Lyrens Strenge,
Saa Vunden lukkes, og den Syge blunder.
Jeg veed at Mildheds Gud med hvide Klæder
I Guldgrund prentes endnu paa Papiret;
Men Tidens Vaabenskjold er jernbeslaget
Og med et draget Herskersværd forsiret.
Jeg seer paa Brystet og i Fanen Korset,
Hvis Kraft var Værn mod Drifternes Dæmoner;
Men Kraften brødes, mørke Magter smedde
Af ranet Guld de nye Keiserkroner.
Jeg veed at Sangen fordum, gjæstmildt huset
I Højheds Sale, bænket blev med Hæder;
Men Tidens Sang maa nu paa Gaden løbe,
Den lades ind kun, klædt i Selskabsklæder.
Jeg seer en Lyre paa saamange Bøger,
Der er en Sanger ved hver Rigmands Taffel;
Men Sangen er som Lyren: bedst den klinger
Til Akkompagnement af Kniv og Gaffel.
Jeg veed det Alt, jeg seer det Alt saa nøie,
Langt Mindre kunde vel en Større skræmme,
Men, Kaldet tro, jeg søger i min Mester
Den Hjælp, der lader Tidens Brøst mig glemme
Til Dig jeg vender mig, Du høie Guddom,
Jeg lytter til Din gyldne Lyres Toner,
Dit mandig skjønne Legem jeg betragter,
Stolt som Du der paa Marmorklippen troner.
Jeg vover da med svag og ængstlig Finger
At lokke Toner her af Instrumentet;
Jeg griber Strengen, prøver den, og hæver
Min Stemme did, hvorfra den Flugt har hentet;
Jeg snitter mig en Bue, strammer Snoren,
Og skærper Pilens Spids med Plekter-Staalet,
Og medens Tonen end i Lyren klinger
Jeg retter Pilen sindigt imod Maalet. —
Skjænk disse Toner noget af det Klangguld,
Du rige Mester, som Du selv har inde!
Lad mine Pile vingede som Falke
Blandt Mængden flyve; lad dem Maalet finde!
Viis Dig kun gavmild mod Din ringe Lærling;
Husk paa, til Gavmildhed forpligter Stillingen:
Paa Helikon end gjælder Adelslove,
Det er kun Jordens Drot, der vender Skillingen.