Beethoven
(Niende Symfoni)
(Niende Symfoni)
Aaben Strand. Et Næs skyder sig frem i Havet og overskylles af Braadsøerne; en Mand ses kæmpende i en ussel lille Baad med Søerne; langt ude stikker Masten af et Vrag i Vejret. Himlen er overtrukket af tætte, mørke Skyer, der strækker sig lagvis ned efter imod Hori sonten og blot levner en klar, kold Lysstribe yderst ude, hvor Hav skiller sig fra Luft. Strandfuglene skriger.
Strandfuglene:
Hu—i! hu-i!
Det er Fiskevejrs Fart,
det er Luftgymnastik af en Dædalus-Art;
først ned gennem Dalen, saa Hop! over Toppen —
det er heldigt for os, vi har Vinger paa Kroppen!
Den Gamle han skummer og raser idag,
og dog har han faaet til Frokost et Vrag:
Grib os, du Gamle! — Jo pyt, jo pyt;
Du biir for Desserten til Middagen snydt!
En ærværdig Maage:
Fandens til Unger! De kror sig, de Smaa,
saa snart de kan Volter paa Slapline slaa:
Fik Jer den Gamle først fat engang —
Ja Gu’ blev der Slut paa den kæphøje Sang!
Fiskeørnen:
Stærke Sving!
Hvile paa Flugten; med Fødderne strakte;
hvem vil Forældrenes Lærdom foragte?
Øjet mod Dybet, Vingen mod Sky:
Kunsten at flyve biir altid ny!
Albatrossen:
Naar der er langt fra Land: fra Skær og Klipper,
men og fra Havn, hvortil Du trygt kan ty —
naar ingensteds dit Blik kan øjne Ly,
naar Styrken slappes, naar din Evne glipper
hvad gør Du da? —
Har ej en Fond fra Hvilen op Du sparet,
som han, hvis Nøddeskal paa Bølgen vipper —
ja, Flyver, da blir Du mig skyldig Svaret!
Der er en Magt, hvis Favntag ej Dig slipper:
Du kender den. Spørg ej, hvor den kom fra!
Stormen.
Væk — væk — væk!
Her er susende Vind i Pose og Sæk;
her er Pauker og Piber, Basuner og Bas,
Klokker af Glas,
Hakkebræt, Giger og Harpe —
her er Hvin, af de skærende, skarpe!
er er Dødningedans
tillands og tilvands;
her er Stormen med Spillemænd ude —
vi var sidst ved den stejlede Skude.
Den er brækket og knækket og brudt i sin Rad.
Da den skilte sig ad,
gav vi »Touche« den, af Træ og af Messing;
og den vred sig i Vellyst — i Vaande kanske —
det var sært nok at se —
og saa sank den med Rejling og Essing.
Braadsøerne:
Haardt mod Haardt!
det Motto var vort
fra det gryende Tidevands Mørke;
Slag mod Slag l
fra den glødende Dag,
da Jorden fik Bugvrid af Tørke;
Fatum rejser sig kæmpestor
op fra det Hav, som kan sluge den Jord,
der steg af de vigende Vande:
Aldrig han lo, ejheller han græd —
Hvalen flygter for Fatum ræd,
naar han viser den iskolde Pande.
Stemme fra Havet:
Ingen har set mig,
Alle kender mig;
Alle frygter for mig —
Jeg for ingen.
Tusinde Lodder har kradset mit Bryst,
ingen Ziffre har naaet min Bund;
Alt Liv udgaar af min Mund —
Jeg er Døden.
Intet Liv har jeg dræbt
uden, hvad som ej mægted leve; —
Lovens Tavler ligger paa min Bund:
hent dem herop!
Jeg er Livet.
Braadsøerne:
Hil Dig, vor Gamle,
som ingen Alder kender!
Fra Dig har vi Styrken,
fra Dig de haarde Hænder;
Din Sæd har avlet,
hvad Jordens Blikke blænder:
Skønhedsgudinden
med de bløde Tigerhænder. —
Hvad er vor Vælde
mod denne kælne Dues?
For den maa vi skælve,
for den maa Bølgen blues;
den vil erstatte
vor Magt, saa tidt vi kues:
Skønhedens Vælde,
den tigerbløde Frues!
Stormen.
Hejda, sæt nu det Horn for Mund
og blæs af de Blæsebælgs-Lunger I
det bliver saa dejlig en Bryllupsstund;
der avles i Mørkets Grund
et Troldkuld af Unger.
Lyst og Længsel — og Løgn og List,
saadan er de Rollingers Navne;
naar blot der er gaaet en Ni-Maaneds-Frist
saa har vi dem ganske vist
som slugvorne Ravne.
Blæs det Kuld over Verden ind!
saa pyntes med Strandinger Stranden:
de Skuder, som stævned en saadan Vind,
faldt splintret i Pind ved Pind
som Vrag fra hinanden!
Den Kæmpende i Baaden:
Fordi min Skude gik nedenom
og Døden over mit Mandskab kom,
fordi mit Gods og min Ejendom
i Brændingens Kløft blev begravet,
fordi det gik, som det ofte gaar: —
jeg føler dog end, at min Kraft bestaar
til Kamp imod Stormen og Havet.
Jeg véd jo dog, hvad os tjener bedst:
vi blev ikke skabte til Gilder og Fest,
nej, tvungen vi blev paa en vælig Hest
og Tøjlen i Haanden os givet: —
saa krum Dig, Ganger, saa meget Du vil,
jeg lægger Dig Schenkel og Sporen til,
vi rider, forstaar Du, for Livet!
En stor Sø slaar over Baaden, ligesom den er i Landingen. Den Kæmpende kastes ud, brydes med Brændingen, og naaer op paa fast Grund, hvor han af Udmattelse synker om.
De barmhjærtige Søstre
nærmer sig, løfter den Liggende op og bærer ham op igennem Klitten, ind igennem en Have til en klosterlignende Bygning, fra hvis Terrasse en vid Udsigt ind over Landet med fjærne Bjærge, Skove, Slotte, Ruiner, Floder, Marker og Søer.
Forstanderinden:
Saa ville vi bede. Begynd, begynd!
En Søster:
O Fremmede, svar er din Synd ...
Forstanderinden:
Forkynd
ham Naaden og Frelsen! spring Synden over;
væk ham med Vin! han sover. —
En Søster:
Jeg rækker Dig Naadens forløsende Skaal —
Søstrene:
Ha ha, ha ha; Jomfru Litermaal!
En Søster:
Din Synd er den, at Du trodsed vor Magt! —
Søstrene:
Han’ vaagner, det Lam. Giv Agt, giv Agt!
Den Kæmpende:
Hvad ser jeg? Nonner....!
Søstrene:
Se om igen!
Forstanderinden:
Musik og Dans! — Din Haand, min Ven!
Musik:
Milde, bløde Fløjtetoner —
skræk ham ikke, før ham stille
bort fra Rædslens kolde Zoner
hid, hvor varme Straaler spille;
stryg ham dunblødt over Panden,
nærm hans Mund til Bægerranden,
fyld hans Tanker med jert Digt:
Fløjtetoner, gør jer Pligt!
Dans:
Hvide Lin og sorte Klæder —
væk er Hylstret, som vi bar;
Foden knap paa Flisen træder:
sig os, saa’ Du nogen Steder
saadan Fod? — hvad er dit Svar!
Gem det hos Dig selv, din Nar:
Du skal tie, vi skal tale,
vi skal kredse, stige, dale
med en Flugt som Luftens Svale,
fange Dig i Luftens Net!
Musik:
Vildere lyder vi,
Gigerne hviner,
Skrankerne bryder vi,
Tøjler og Liner;
elsker Du Skrankerne?
hej, de skal falde!
træk fra ham Plankerne,
dæk Dig kun Flankerne,
vi stormer Tankerne,
alle, alle!
Dans:
Hvor er Læg og hvor er Taa,
hvad er det, Du stirrer paa?
Grib ham, slip ham, ægg ham, skræk ham —
sidste Slør i fjærnest Vraa!
Gør han Modstand: ej, saa knæk ham,
overvæld ham, bind ham, bind!
føl vor Lænke, den er lind.
Forstanderinden (danser og synger).
Jeg drømte mig en Drøm inat; —
kom, min Skat!
Jeg drømte mig i Ørneham,
jeg drømte Dig som Engens Lam:
ned paa mit Bytte slog jeg.
Og vi var to, da jeg steg op,
da skælved Lammets hvide Krop:
Du gøs — og det betog mig.
Musik og Dans:
Hvirveltoner, Hvirvelfagter,
alle Kødets svorne Magter:
Tonen høre, Dansen se,
Kysset smage — le og le!
hvem der slig en Fest foragter
revses bør i alle Takter,
tugtes gennem alle Stemmer,
til han ydmyg, lydig nemmer
Kærlighedens a b c.
Den Kæmpende:
Ve mig, ve!
min Aande blir kort, min Hjærne forvirres,
selv en Bakchant, af Mænader jeg tirres;
nøgne Fortryllende,
lad da den skyllende
Vin over Læben mit Hjærteraab kvæle: —
nu danser Kong David paa skoede Hæle!
Forstanderinden.
Kong David sprang, da Bathseba
han saa’ paa Taget langvejs fra;
hun nøgen var, og han var hed —
den Dans var saa lystig, som Nogen véd.
Søstrene:
Først dansed Kong David og Harpen slog,
og derpaa den Frue i Favn han tog.
En Søster:
Og Natten slog ud sit Slør over dem.
Søstrene:
Evoë, nu skal vi lyse Jer hjem!
Nat, henimod Morgen. Dagen begynder lidt efter lidt at gry. Den Kæmpende styrter ud paa Heden; han løber en Stund henimod de blaa Bjærge i Baggrunden; standser, sætter sig paa en Tue, rusker Græsset op, kaster det ud for Vinden.
Nattevinden:
Er det dine Planer?
hvor er de henne? —
Den Kæmpende (ler vildt):
Det er mine Faner,
de fik hurtigt Ende.
Nattevinden:
Selv maa Du bekende:
Du, kun Du, er Manden!
Den Kæmpende:
Bort maa jeg mig vende:
var jeg blot en Anden!
Nattevinden (stigende i Tonen):
Hvad Du var, og hvad Du bliver:
selv Du Dig til Regnskab skriver;
Spot er daarlig Lægedom,
vend ej bort Dig, men vend om!
Den Kæmpende (rejser sig):
Hvordan, hvorhen? —
kan jeg en Anden blive?
Og biir jeg den, jeg er,
hvi blev jeg da ilive?
I Brynde blev jeg til, i Smærter født!
nødt blev jeg, nødt
til at betale Gæld, som jeg ej stifted;
og hver Gang redelig jeg skrifted,
hvor fik jeg Aflad da, hos hvem ...?
ak, Mennesket er som et Skovens Vildt,
har ikke Hus, har ikke Hjem;
de tusind Gaver blev langs Vejen spildt,
og stedse ringer det for Øret: frem! blot længer frem!
Nattevinden (svøber sig i Skyerne):
Bestandig pukker Ormen paa den Gæld,
hvori den kom imod sin bedre Vilje.
Nuvel!
Vend Dig mod Ham, som klæder Markens Lilje,
som føder Orm og Ormens Liv opholder:
Bøj Dig i Ydmyghed for Ham, som holder
hver Støvgrans Vægtskaal i sin Haand!
Var Du kun Ler, Du bliver vejet dog —
og Du vil klage, Du, som er en Aand!
Den Kæmpende:
Du svinder, Luftning, i de høje Skyer,
tilbage til dit Udspring trygt Du tyer:
hvor skal jeg hen?
En Aand? Ja, Rædsel over mig og mine!
var jeg en Orm og hang paa Straaets Line,
da kendte jeg min Vej,
jeg afveg ej,
for mig var Døden kun, men aldrig Tvivlens Pine.
Morgenvinden:
Stærk kun ved Den, som gav mig disse Vinger,
stolt af mit Maal, men aldrig af mit Mod:
Sundhed og Friskhed for hvert Sind jeg bringer
kendte kun hvert et Sind sit Udsprings Rod!
Vækst fra det Lave, Stræben mod det Høje:
snubler din Fod, saa spænd din Muskels Staal!
Aldrig for sent sin Nakke dybt at bøje —
bøj Dig, og løft Dig; drag saa mod dit Maal!
Maalet? Du spørger! Slaar ej Hjærtets Hammer,
Urværket lig, hver Time som Minut?
Hvad er en Kamp foruden Stridens Skrammer? —
Aldrig et Liv, hvor Intet blev forbrudt!
Svaghed og Styrke: som et Urværks Viser,
tvende i En, de deler Døgnets Vagt;
Svagheden haster, Styrken støt beviser,
punktlig, at Banen blev tilbagelagt.
Den Kæmpende:
For vag, for vag
er Morgenvindens Sus i Skyens Flag —
jeg frygter nye Faner, nye Mærker.
Jeg véd, hvad i mit Liv der ligger bag:
kan jeg oprette nogen nedbrudt Sag
ved uvis Famlen efter Fremtids Værker?
Morgenstjærnen (blinker gennem Skyen):
Kun et tindrende Øje,
kun ét;
men jeg har Brødre, Søstre, Slægtninge, Frænder,
nogle, som ses, andre, som ingen Dødeligs Øjne kender.
Hvem, hvem spænder
over Himmelbuens Hvælv med sit Seglas?
Hvilken Formasteligs Hænder
nedskriver Ziffret: Uendelig?
Kan I fatte det,
I Smaa?
Kan I noget, noget overhoved forstaa?
Føle det, kan I,
at Verden er stor,
at jer egen omtumlede, hvirvlende Jord
paa det evige Kredsløbs Love beror; —
og sluktes i Rummet dens Lysfunkes Spor,
hvem savned Jer da,
hvem, hvem?
Mon det uskabte Væsen, der ejer en Magt,
som kan skabe titusinde Kloder, som jeres
mon Han?
Jeg gemmer mit Svar;
I vilde dog ej kunne fatte det.
Men Et kan jeg enkelte,
stille Stjærne
præke for jert følende Hjærte
mer end for jer dumpe Hjærne:
Kærlighed!
Slaa Kreds, som vi,
Haand i Haand,
et evigt, ubrydeligt Broderskabets Baand,
med straalende Fryd,
med overjordisk Lyd:
en Lovsang, en Hymne, med Genklang af den Torden,
der bølged om Adam, da Jehova skabte Jorden!
Den Kæmpende (paa Knæ):
Nu bristed de Stigbord, der stemmed Taarens Sø,
nu hørte jeg en Røst: I skal aldrig Døden dø;
hver Sjæl, som blev skabt, gaar tilbage til Guds Aand —
vi Sjæle danner Kæden, som udgaar fra Hans Haand!
Lysende Morgen. Bjærglandskab. Den Kæmpende har arbejdet sig op ad Klipperne; staar øverst oppe, ser ud over det Fjærne, som over den hele Verden, med Byer og Bygninger, Marker, Skove, Søers. og Floders blinkende Net. Solen staar op.
Solstraalerne:
Snevandets Kunst: de klareste Krystaller,
Bjærgenes Gaade: Grubens Ædelsten,
Havdybets Pryd: de Perlemoders Skaller,
Vinstokkens Drøm: Gulddruen paa sin Gren —
hvad er rent som Lyset,
klart som Morgentanken?
kan hint Guld paa Ranken
lignes ved Guds Sol?
Nu staar Gud fra Lejet, ser fra Pol til Pol,
tæller sine Værkers Skat omkring sin Kroningsstol.
Ypperst af Hans Værker Adams Søn fremtræder!
se ham under Latter, se ham naar han græder,
se ham i sin Salighed, naar Bruden til ham træder: —
ypperst er dog Mennesket med Brodersind i Bryst!
Favner han en Kvinde — kort er Nuets Lyst,
Brudelejet vugger ved en farlig Klippekyst;
Mathed følger Mæthed, Vellyst avler Vaande,
Sorgens travle Pager gaar hver Brudgom skjult tilhaande.
Lad ham gribe Kroner, lad ham gaa paa Dynger,
Guldets Dynger, Magtens Dynger, Herskerskattes Hob:
Magten bor paa Vippebræt og Faldets Natravn synger,
Spot og Skade løfter hæst for Husets Dør sit Raab.
Nej, den Verdenstanke: Brødre blev vi alle,
Mænd og Kvinder, store, smaa, vi gør et Søskendkor:
det er Morgenhymnen, fra hvis Toner falde
Skær af Guddomskronen over Glædens lyse Jord!
Den Kæmpende:
Saa kom, saa kom,
Du Verden, til mit Bryst!
ej kold og tom
er Livets Solvælds-Lyst!
Du blænder ej, undtagen den, hvis Blik
sier vender tvivlende fra Vældets Drik
imod sin egen syge Kildes Aare.
Der perler Smykkers Glans i Mandens Taare,
som fældtes for den store Fælles-Sag,
og Foden, om den aldrig blev saa svag,
skal bære Hjærtets Sang med Jubel ud:
der er en Gud,
som i hver enkelt Sjæl sig aabenbarte;
og om hans Bud
skal Menneskene danne Hæders Garde!