Lydløst leger Aarebladet
som en Fisk i Sølver-Badet
under Maanens favre Smil.
Baaden blev hvælvet som Elskovs Bo,
fragtet af to —
hejda, saa ro,
Gondolierer, ro væk!
Natten er lang,
kort er vor Sang:
ro væk, Gondolierer! ro væk!
Lys fra hvert Palazzo strømmer,
gennem Fester Baaden svømmer,
selv en dunkel Sarkofag.
Efter hver dølgende Bues Bro
sukker de to —
hejda, saa ro,
Gondolierer, ro væk!
Natten er lang,
kort er vor Sang:
ro væk, Gondolierer! ro væk!
Bort fra Masker, bort fra Fester,
bort fra Lys og glade Gæster,
Stævnen vendt mod Dødens Port!
Under den hvælvede Sorgens Bro,
Sukkenes Bro —
hejda, saa ro,
Gondolierer, ro væk!
Natten er lang,
kort er vor Sang:
ro væk, Gondolierer! ro væk!
Dér er Trygheds store Skygge,
dér er Hvilens dybe Lykke
fjernt fra Maanens falske Smil.
Efter de evige Længslernes Bo
sukker de to —
hejda saa ro,
Gondolierer, ro væk!
Natten er lang,
endt er vor Sang:
ro væk, Gondolierer! ro væk!