Ved Arnen
XII
XII
Hun sidder ved Arnen,
og Ilden den flammer,
det lyder som Jammer,
naar Luen ta’er fat.
Den Skærsild maa læres:
før Veddet fortæres,
vi faar det ej lunt i
den kommende Nat!
Det knitrer, det knager,
det stønner, det klager,
de kantbrændte Flager
fortæres, forgaa;
men under en Askehob,
solvspattet, graa,
der lever en Glod, som
skal længe bestaa.
Paa Ovnbænkens Hynder
hun sidder og nynner
en Sang, som begynder
med flammende Ord;
den døbtes ved Ilddaab,
i Gløder den faldt,
den svinger sig op i
en Phønix-Gestalt:
Vort Liv, vort Liv!
i Vellyst undfanget, i Dødssmærter født,
paa Stier og Veje letsindig forødt,
opsamlet og værnet med Kunst og med Flid,
et Fnug gennem Luften, en Tusinddels Tid:
en Døds-Runes Gaade
for Mand og for Viv,
en Rædsel, en Naade —
vort Liv, vort Liv!
Far hen, far hen,
Du fængende Leg mellem Kvinder og Mænd!
kun én Gang er Flammen en Altarilds Brand;
ve vor Forstand,
at ej den kan Loven begribe!
Vi styrer og styrer mod Længslernes Land: —
hvad blev der til Rest af en Storm over Sand,
over Hav af en kølfuret Stribe?
Giv tabt, giv tabt!
Du Hjærte, lig Ilden, til Selvoffer skabt;
lad Manden som Stormvind i Verden uddrage:
der bliver for Kvinden en Vagtpost tilbage;
den skal hun holde
i Natten saa vild.
Arne, Du kolde,
hun tænder din Ild;
ej som en dodsoffret, hvid Vestalinde,
ikke som Slegfred, og ikke som Viv,
men en Kvinde,
der er Moder til Slægternes evige Liv.