Holger Drachmann (1846–1908)

      Tog de dem for over Eng og Kær

            — en formelig Hær

med Opbud af Bryder og Bonde —

      at lege paa Heden med Spyd og Sværd;

            hvem ligger dér?

      Ridder Sommer med Dødshugs Vunde.

Saa visner det Straa, saa falmer det Løv

i alle gulnende Lunde.

Drost Høst har undsagt den Ridder bold;

den Ridder ligger saa tavs og kold,

mens Vinden i Sivene fejer.

Drost Høst slaar op med den Haand saa hvid:

Nu ville vi ride til Borgen did,

at stryge den Fane dér vajer!

Drost Høst er saaret, den blege Mand,

men Øjet lysner som Hedebrand

i Jævndøgnsnætternes Øde.

Vær hilset, Viv, paa den smukke Gaard;

om Badskær’kunsten din Haand forstaar,

jeg skal ej af Skrammen forbløde!

Saa mangen Skramme blev helet brat;

naar bløde Fingre fik taget fat

og gydt den Balsam, de kunde;

den dybeste Skramme var den, jeg slog:

der findes, Ridder, som her jeg vog,

ej Badskær’kunst for den Vunde —

Saa visner det Straa, saa falmer det Lov

i alle gulnende Lunde.