Tog de dem for over Eng og Kær
— En formelig Hær
Med Opbud af Bryder og Bonde —
At lege paa Heden med Spyd og Sværd;
Hvem ligger dér?
Ridder Sommer med Dødshugs Vunde.
Saa visner det Straa, saa falmer det Løv
i alle gulnende Lunde.
Drost Høst har undsagt den Ridder bold;
Den Ridder ligger saa tavs og kold,
Mens Vinden i Sivene fejer.
Drost Høst slaar op med den Haand saa hvid:
Nu ville vi ride til Borgen did,
At stryge den Fane der vajer!
Drost Høst er saaret, den blege Mand,
Men Øjet lysner som Hedebrand
I Jævndøgnsnætternes Øde.
Vær hilset, Viv, paa den smukke Gaard;
Om Badskær’kunsten din Haand forstaar,
Jeg skal ej af Skrammen forbløde!
Saa mangen Skramme blev helet brat,
Naar bløde Fingre fik taget fat
Og gydt den Balsam, de kunde;
Den dybeste Skramme var den, jeg slog:
Der findes, Ridder, som her jeg vog,
Ej Badskær’kunst for din Vunde —
Saa visner det Straa, saa falmer det Løv
i alle gulnende Lunde.