Natten
En Radering
En Radering
Ind i det uhyre Rum, hvori Tanken sig taber,
Ind i den vældige Nat,
Som af Lyset, af Solen, forladt
Bestandig det gryende skaber,
Borer min Tanke sin Naal. Kom Staalstift, tag fat!
Hvor er vort Hjem? hvorfra kom vi? hvorhen skal vi drage?
Hvor er den Lov, som har skabt os, som kalder tilbage
Dette vort Ler,
Ak, kun en Mester, den største, kan drage
Stregernes Skrift, saa vi ser
Klart gennem den i det kommende Liv og mod Livet tilbage.
Intet vi øjner. Et Krimskrams saa synes os Livet,
Gaadefuldt trist,
Grusomt, naragtigt, en Byrde; — men et er os givet:
Kærlighed, Kvindens og Barnets; den bliver til sidst.
Det dufter af muldnende Træer; en Aande saa blød
Strejfer min Kind,
Det drysser med Taage, — saa kommer i sitrende Stød
Bygernes Vind;
Det skvulper, det klinger, det klager fra ukendte Vover —
Saa bli’r det tyst:
Besejret af Kærlighed, dysset af Duften, jeg sover,
Nat, ved dit Bryst.
I Drømme sig smelter hver Lyd og hver Duft
Sammen og danner én skælvende Tone;
Den dirrer igennem den svangre Luft,
Kranser min Trone,
Min Tilflugt, min Havn,
Og jeg signer, o Nat, under Bønner dit Navn,
Og mit martrede Hjerte faar Fred ved din Favn.
Hvem er Du ved Dagen? — Hvad spørger jeg vel:
Lykke og Held
For den, hvem Du aabner dit salige Rige.
Er Du mon Viv — er Du Pige?
Stille! Jeg hører Dig sige:
Spørg ej derom!
Jeg vugges af Arme; — de stod for en Dom
Af Hellas og Rom;
En Linje, som i Michelangelos Leda,
Blændende Pragt som Correggios Jo,
Marmor og Fløjl:
Og i Marmoret lever hver blodmættet Aare
Det er ej en Nat, som er Dug kun og Taare —
Og Fløjlet, det lilla, er Menneskehud,
Som da Eva i Ur-Kunstens Klædning stod Brud.
Og din Barm var et Hav, og mit Hoved en Snekke,
Vragdømt, forladt,
Og den trykked sig ned i det vigende Dække;
De løfted og sænked sig, samstemte, begge, —
Tror Du vel, at
Jeg har glemt, hvad mit Hoved fra Dybet fik høre:
Kærligheds sølvklare Klang i mit Øre,
Havbundens Højsang til Evigheds Ære,
Trofaste Nat!
Som den Boble, min Hjerne, paa Voven med Lyst vilde bære.
Det var ej Vellyst dette. Bart vort Sprog
Er paa de Ord, vi netop skulde bruge;
Uhyre Mængder kan det daglig sluge
Af Tanke-Tegn fra hver en Vraa og Krog,
Men kommer Øjeblikket, hvor vi trænger
Til Tegnet — saa er Ordet der ej længer.
Og var det Vellyst dette Ord, som dadlet
Blev af hver Pog, som Skoleramsen husker,
Af hver Pedant; hver Hykler og hver Fusker —
Ifald det Vellyst var; nuvel, saa kom
Du Tankens Tegn! Du staar vel for den Dom,
Hvorved vort Hjerteslag din Ordlyd adled.
Du saa paa mig, igennem mig, helt ind
I Sjælens Lønbo. Hvilken ussel Stymper
Er Manden dog, der pukker paa sin Magt!
Se hvor han under dette Blik sig krymper,
Mens i de rette Folder han faar lagt
Sit Ansigt, at det ej skal ham forraade, —
Og dog er han saa lidet kun en Gaade
For dette klare, kloge Forskerblik.
Dér hviler han, berøvet hvad han fik
I Skænk fra Skaberhaanden: det brutale
Begær, som han bestandig ferniserer
Med sine Rets-Kravs Talemaader over.
Han tror, at det er ham, som dissekerer
Den hele Verden! Ak, imens han sover,
Mens stemt hans Magt er til et Minus ned,
Saa bøjer Nattens Kvindesmil sig over
Hans Søvn og ser ham i hans Nøgenhed.
Og dette Smil, hvor er det kærligt-lyst;
Hvor er hun, trods hun lider ved hans Luner,
Saa fuld af Skaansel, mens hun nænsomt-tyst
Pnnkterer paa hans Bryst sin Elskovs Runer!
Hun lægger ham til Rette Lejets Hynder
Saa varsomt, som kun Kvindehænder véd,
Og denne blinde, trætte, svage Synder
Tilgiver blindt hun — i sin Kærlighed.
Da vides ud hans Syn, da sukker han,
Da klinger for hans Øre Livets Sage,
Den evige: om alle disse Svage,
Der ved Barmhjertigheden frelses kan
Han blues ved de Ord, som tidt han brugte:
Skælmer og Skøger, som man strengt skal tugte
Med Ris og Svøber bagom Bolt og Dør;
Han ser dem alle, som han aldrig før
Har paa dem set; en Legion af Stakler,
Der under Livets Byrder møjsomt vakler
Did, hvor Al-Kærligheden gør Mirakler.
Ved Dagens Lys en halvtudvisket Grund,
Hvorpaa et Net af Streger krydsvis dragne,
Et Væv af Traade, med en Skytte slagne,
Der føres af en uvant Finger kun —
Ved Natten bølger op den sarte Bund,
For skjulte Fødselsveer den sig vaander:
Det er en Kunstners Pust, som paa den aander;
En Hymne nynnes gennem Mestrens Mund.
En Hymne! Ved en snehvid Barm jeg laa,
Og Natten slog sit Forværk blødt ud over
Min Nakke, medens Lyd af fjerne Vover
Hendøde under Taktslag, sagte, smaa;
En Hymne! Kunde jeg dens Ord forstaa,
Da vilde jeg den største Mester blive;
Nej, kun dens Skrifttegn kan jeg her afskrive,
Dens Tankers Love kan jeg ikke naa.