Holger Drachmann (1846–1908)

Hun kom tilbage, pjaltesvøbt,

Saa syg og ussel, svag og træt;

Det Flitterguld var dyrekøbt,

Den Nøgenhed med Blod begrædt.

Til Flækkens Sygehus jeg gaar,

At høre, hvad hun skrifte vil;

Det sidste Blik hun paa mig slaar, —

Jeg trykker hendes Øjne til.

Jeg trykker til det Øjepar,

Som smiled til min Kærlighed,

Hvori min Verden fordum var,

Hvori min Sol gik ned.