Der gik et Par Elskende paa Vejen og sang,
mellem tætte Gærder befriende det klang;
ingen Udsigt aaben —
Landet kaldt i Vaaben —
Pesten fo’r med Svøben om:
o den Sang, den glade Sang,
befriende den kom!
Der leged en Børneflok i Hulvejens Spor,
mellem mørke Skrænter lød Børnestemmers Kor;
hver en Udsigt lukket —
Ild paa Amen slukket —
Hytten rummed kun én Gæst:
død laa Fa’r og syg laa Mo’r,
i Hytten var der Pest.
Der gik et Par Elskende paa Vejen og sang,
mellem mørke Skrænter lød Børnelatters Klang,
altid Udsigt aaben —
strakt de blanke Vaaben —
Spirer bag ved Dødens Hæl:
O den Sang, den glade Sang,
hvor lød den i min Sjæl!