Finkel, Mjød og Mumme væk —
Slag i Værtshusbordet;
Krofa’rs Tønde har en Læk,
Krofa’r frafaldt Ordet.
Hvad? er han død?
Det var en Tort,
seks Mænd i Kitler bar ham bort
alt hvad de orked bære. — —
Værtinde, kom og tag hans Plads,
og tøm hans Krus og fyld vort Glas
i disse Tider svære!
Lyset oser — Tan’en krum —
tavs er Værtshusstuen;
er Madamen bleven stum
— undskyld, hvor er »Fruen«?
Snak, er hun død?
Lige derved,
ovenpaa ligger hun i Sved
— Angsten har Tag i Kroppen! — —
Værtinde, tag min Lommeklud,
tør Frygten af din friske Hud,
imens vi løsner Proppen!
Finkel, Mjød og Mumme væk —
Vin paa Værtshusbordet!
Krofa’rs Skude fik en Læk,
Kromo’r fører Ordet!
Aa, hun er død,
ramt af et Slag,
snuppet af Angsten i et Tag
— op har hun Aanden givet! — —
Saa kom Du Krofa’rs Datter sød,
Du frygter ej den lede Død,
Du elsker mig — og Livet!