Rundtomkring ved Søen
stritter Sivets Ringmur;
Hælvten ligger fældet
i lange gule Rør.
Gule Rør som Lanser,
knækkede Fanestager —
ak, hvor er Standarten,
Silken fra før?
Mosesækken gynger;
blankt Vand under Dækket;
Aaen tømmer Kruset
i Søens dybe Kar;
kan ej tømme Kruset,
kan ikke Søen fylde —
her har Tove levet,
den Tove, som var.
Stridsmænd komme langvejs
fra med kostbart Bytte,
hugge Lansestagen
mellem de gule Rør,
kende saa mange Viser
om knækkede Bannerstager —
ingen om Standarten,
Silken fra før.
Jægerfoden gynger
over Hængesækken,
under Aftenvinden
Skovsøens Glar.
Jægerbuen spændes
imod de øde Skove —
det var, det var mod Tove,
det Pileskud bar.