Maanen skinner fra skyfri Luft
Paa Marmorbroerne ned,
Skinner forresten paa hele Byen
Saa klart som Ingen i Norden véd,
Tænder en Glød i hvert fængeligt Bryst,
Vækker en Lyst
Saa overvættes,
Som Ingen kan stanse, af Intet kan mættes.
Fuldmaanen skinner paa Byen.
Maanen kigger Stjerner fra Kvistkamret ud
Og spejder efter Aftenpromenaden.
Det lokker, det vinker omkring mig. O Gud!
At jeg ikke kan omfavne Staden!
At jeg ikke kan knuge disse Former til mit Bryst,
Segne med et Marmorkys paa Læben!
Sovende By, med Din fristende Røst,
Den Fremmede søgte sig Hvile og Trøst,
Og Du hidser hans umættelige Stræben!
Her ligger Byen
Ved den blanke Canal,
Oplyst af Maanen
Som en glimrende Sal,
Hvor Gæsterne alle er som hjemme;
Her ligger Byen, hvor det lumpneste Pak
Er Husbond i Herrernes Festgemak,
Og hvor Tiggeren, som paa Piazzaen spanker,
Har Borgerret og Stemme
I et Skønheds Rige uden Skranker. —
En Skønhed, viet og kaldet til Lyst,
Hæver nu Byen det blændende Bryst,
Lægger sin Finger paa Læben tyst,
Og vinker.
Hun har Smykker om Panden og Guld om Arm,
Fra tusinde Stene om Hals og Barm
Det blinker.
Hvor var nu en Saadan, som stod imod,
Og kasted sig ej for den Skønnes Fod,
Hun, som bestandig saa blændende stod
Og saa’ de Mange i Støvet? —
Jeg kommer, jeg giver mig i Din Vold,
Bedende rækker jeg efter Dit Skød.
Men hvi er Din Haand saa isnende kold?
Du er død, Venezia, død!
Og bag mig, over den mørke Canal,
Som aldrig varmes af Solens Lue,
Aldrig er Spejl for Maanens Oval,
Svæver i Luften en Bue.
Den krummer sig ud som en Kæmpearm,
Den bærer, som i en hængende Karm,
Fra Dogens Vindu til Fængslets Tag,
Hvad er det? — En Sarkofag?
Døden nær Dogen! Jeg tvivler ei mer.
Det er »Sukkenes Bro«, jeg ser.