Naturligt! — De ønsked saa gerne
At Farten blev Skipperen god;
Med Tørklæder fra det Fjerne
De vinkede, hvor de stod.
Naar Skibet i Søerne duved,
Naar krængende kækt det luved,
Saa skreg de: Min Gud, han synker! —
Og var dog saa glade derved.
Thi staar man selv paa den faste Bred,
Hvor Foden har sikkert Fæste,
Saa gør det saa godt, at man ynker
Den stakkels forfløjne Næste.
Lidt Risiko hist i det Fjerne,
Det lider man alle saa gerne;
Selv i Behold,
Saa pirrer det Sansen
At følge i Dansen
Ham, som er Pokker i Vold. —
Han lod dem alle tilbage,
Store saa vel som Smaa;
Han fløj paa sit gode Drage-
Skib henover Bølgen graa.
Han havde sig skaaret i Breddens Skov
Af Eg en Gud til eget Behov.
Storm var hans Navn,
Han stod i hans Stavn,
Pegede frem over Bølgens Vej;
Haanden var stiv, den drejed sig ej.