Han.
Du sidder i Baaden, som svømmer,
sænket i Bølgens Musik;
dine dejlige Øjne drømmer,
mod Skyerne vendt dit Blik.
Mod Aftenens taarnede Skyer
stiger dit Hjærtes Begær;
de vinker saa lokkende nær,
de daler, de letter, de flyer.
Men disse taarnede Skyer,
som gløder i Purpurskær,
som vinker og, vinkende, flyer
og synes dog stedse nær,
de staar som et Billed paa Sorgen,
et Spejl paa forgængelig Lyst;
de fylder med Solskin dit Bryst —
og bliver til Regnvejr imorgen.
Hun.
Jeg ser for mit Øje
som det fineste Spind
af Traade, der funkler i Solens Skin;
jeg lukker mit Øje.
Ak, Du har jo flettet
det Tryllespind,
Du, som har gættet
Rosen paa min Kind.
Og jeg synker i Rosendufts Drømme ind;
mine Læber mod dine sig bøje.
Jeg gaar som i Blade
af den flagrende Vaar;
det gynger paa Blomster, hvorhen jeg gaar;
en bølgende Flade.
Ak, kunde jeg tage
Dig, Elskede, med,
kunde vi drage
langvejs til et Sted:
da lad Bølgen kun rive i Dybet os ned;
vore Livsens Timer var glade.
Jeg hører din Stemme.
Det er Fuglenes Sang
og Hjortens, som kalder paa Hind over Vang.
Hvor skal jeg mig gemme?
Ak, vilde jeg flygte
til Jordens Rand,
naar Du kun mig søgte,
var jeg der paastand.
Der er Fugl, der er Hjort i det fjærneste Land:
over Verdener rækker din Stemme.