Nu er Aftnen lys og lang;
kom, min Kærlighed!
fyld mit glade Bryst med Sang
ved Havets tavse Bred.
Ved de dæmrende Strande en Pigeflok
hviler sig, ventende — véd jeg nok —
paa Elskerens Barkarole.
Kling, I Strenge! og hjælp mig med
at tage de Piger i Skole.
Hvorfor fik I, kære Børn,
disse Øjne, som
næppe fæstes paa os, førend
straks vi sadler om? —
Sad vi forhen tilhest med den vilde Jagt,
føres vi nu, som i Lænker lagt,
omkring i sværmende Drømme;
I gør Rytteren spag og from
og leder hans Hest ved Tømme.
Komme vil forvist den Stund
— o min Kærlighed!
da hans blege, bange Mund
røve vil jer Fred.
Naar I synkende for eders Fod ham ser,
hjælper ej Flugt og Forstillelse mer;
I rejser ham med eders Hænder.
Kling, I Strenge! og hjælp mig med
at vise, hvor Legen ender.