Jeg kunde for Længsel ej sove,
en Blomstervind
slog mig imod,
strømmed herind ad mit Vindu
som en vellugtaandende Flod;
jeg hørte de høje Palmer
suse svagt
med sød Musik;
det hvisked, ihvor jeg stod og gik:
Sakuntala, Sakuntala.
Du evige Himalaya
med Issen højt
mod Himlens Tag,
hvi sender Du dine Kilder
at møde min Fod idag?
Hvi risler de duftende Vover
mindetungt
forbi mig hen?
hvi møder mit bævende Blik igen:
Sakuntala, Sakuntala!
O Pige, Du sænker dit Øje
saa fugtig blødt
ind i mit Blik,
som var det i denne Time
den bindende Ring Du fik!
ak, ikke en enkelt Time,
enkelt Dag,
nej tusinde Aar
skillende mellem os begge staar:
Sakuntala, Sakuntala!
Du tabte ej Ringen i Floden.
Dushjåntas selv
har slængt den lien,
og stemmed han end den stride Strøm,
han bringer ej Ringen igen.
Dushjántas i Palmelunden
jage vil
langs Flodens Bred;
skyder en Antilope ned:
Sakuntala, Sakuntala.