Ude var der saa streng en Dyst,
Uveiret tog sine Tag med Skoven,
Stormen peb, saa det var en Lyst,
Og leged Tagfat med Voven.
Ude var der saa vild en Krig,
Der hang et Fugleskræmsel paa Pælen,
Kragerne foer mod det lasede Lig;
Der kom Mod, — selv i Kragesjælen.
Hjemme var der saa luunt og godt,
Themaskinen snurred sin Vise;
Der læstes høit baade Stort og Smaat
I det sidste Archiv af Riise.
Hjemme leged man Ordsprogsleg,
Der var Diskussion over dannede Themer,
Der var Valg mellem Hare- og Dyresteg
Og mellem Tidens store Problemer.
Ude var det et Herrens Veir,
Buskene svaied som flagrende Faner,
I Skoven styrted de stolteste Træer,
Og fra Havet meldtes Orkaner.
Ude var det en Kampens Dag,
Præstegaardstaget blev revet i Stumper,
Byfogdens Skorsteen faldt ned med et Brag,
Og Byfogdens Grød blev til Klumper.
Hjemme klang det fra Gigernes Streng,
Tonerne elektriserede Sjælen;
Man valsed og inklinered iflæng
Og dandsed paa Taaen og Hælen.
Hjemme stilled man skjønne Tableauer,
Sminkede Kinden og sværtede Brynet,
Saae i sig selv Fortidens Heroer, —
Og applauderede Synet.
Ude brød det paa krigerisk Viis,
Mægtige Hænder greb i det Gamle,
Jeg saae med Jubel Skorstenens Forlis,
Og loe, da jeg hørte den ramle.
Ude veiredes Smaating bort,
Degnen blæste i Gadekjæret,
Og Præsten blev kastet i Kjole sort
Mod et Plankeværk, som var tjæret.
Hjemme sad man saa luunt i Krog.
Der kom en Frier til Søster Malene;
Fruen saae hans Examensbog,
Han fik Pigen — med Laud, Notabene.
Hjemme blev der en Glædesdag,
Der kom Visiter, og man gratulered,
Der blev Bryllup, og saa blev der Barselslag,
Men desværre, den Lille krepered.
Ude blæstes der lydt: Allarm!
Det var, som skulde en Verden ødes,
Og som skulde fra selve Naturens Barm
Den nye Forløser fødes. —
Og jeg rev den bulede Hat fra sin Knag
Og sprang gjennem Hjemmets klinede Rude;
Jeg hørte dem skjælde mig paa min Bag,
Men — jeg stod nu engang derude.