Over mig svæver tusinde sprængte
Foraarsknopper i nyfødt Pragt!
Kunde jeg aabne som de det stængte
og faa det skjulte for Dagen tragt
— intet var mig for stort og lyst!
Den bedste Drøm af det reneste Hjærte
jævnt og tyst
burde sendes som Hilsen til dem,
hvem ikke den rygende Præstekærte,
men Tro paa sig selv
gav Mod til at bygge en Kærlighedsrede
og hygge et Hjem.
Intet for lyst, intet for stort!
Ti her blev ingen Altre bygt —
ikke Jehovas, han, som udslynged
Dødsdom mod Adams og Evas Sæd,
saa Mand og Kvinde brødebetynget
knælte og græd
i dødskold Frygt!
Intet Alter! —Ti i eders Sjæle
Frihedens Gud sidder trodsig og stum
og kan ikke knæle.
Men derfor ejer I Verdens Rum,
ejer de endeløst bølgende Sletter,
hvor alt det smaa fyger bort
og spredes som Sværme af legende Avner
— hvor Sjæle hinanden favner
i havblaa Dage og syngende Nætter.
Saa vil jeg hilse af Hjærtens Lyst
paa dem, hvis énsomme Stormtid er omme.
De søndrede Nerver skal heles igen.
Med bløde, venlige Hænder
vil Fremtiden komme.
— Se, Foraarets livsglade Maaned
drysser nu Grønt i Vinterens Spor.
Let træder Foden paa Jord;
aldrig grønnes en Vaar forgæves.
Mens Græsset spirer med flygtig Duft,
frit og lyksalig skal Brystet hæves;
og glade, begærlige Læber vil nippe
den kvægende, sølvfine Luft.