»Det er Tegnet paa et svagt Folk,
at det ikke hædrer sine store Døde.«
Han kom til de higende Ynglinge-Hjerter
i flot realistiske Attituder,
ombord snart i Baad mellem begede Jyder
og snart paa Lagunen med Luth-Spil og Kærter.
Han bruste som Nordsøen, flakked som Glenten,
bag Synsranden sukked og sang Orienten.
Hans Fiskerbaad blev Gondol og — da Solen
en Morgen stod op — til et Luftskib Gondolen.
De paastod i Land, de mer grundige Fyre,
at han flød i et Luftskib, han ej kunde styre,
og glemte det daglige Liv og dets Furier
for Legen med Valhals de staalklædte Hurier.
Vi plantede Kaal langs ad Bondemarker
og Malmfontæner i Byernes Parker.
Dèr kom han ukaldet og bød os til Fester,
hvor alle misundte de udkaarne Gæster.
En Ufred fra Himlen berusede Riget,
hvor glammer og jodler Valkyrie-Skriget!
Hvor fandtes det Land, som han ej kunde vinde
for sin Kaarde, sin Vin, og sin Elskerinde?
Hver Ungmø blev Is og blev Ild for hans Aand
som den dunede Fugl under Jægerens Haand.
Thi Sangerens Bryst, naar han rigest beværter,
er dybt som Gudsmoders velsignet med Smerter.
Han véd, Trubaduren:- en Skænk vi ham byder
som Sokrates af de bedske Skarntyder!
Og højere lod han sin Festfakkel gløde
for at træde sin Undergang fyrigt i Møde.
Hans Luftskib er brændt. Og af Boblen, som brast,
lidt Røg og lidt Aske — hvad blev der vel andet?
Og de har begravet ham oppe i Sandet,
hvor vigende Klitter skal holde ham fast.
Han blunder? — det levende, Bølgestrimlen,
det er Holger Drachmanns Foldekast?
Eller stiger han frigjort med ilende Hast
som Vølund Smed? Har han »Koner i Himlen«?
Og Hverdagens Furier lod han tilbage
for glad med de himmelske Skjoldmøer at age?
Og der bor i et Land, som har glemt en Befrier,
en Kulde, hvorved man fortvivler og tier.
Naar Vaarkilden klukker paany i sit Kammer,
er Ødet mer sort mellem Bøgenes Stammer ...
hvor Skønheden pranger os dugvaad i Møde —
hvor Skovblomsten mylrende gror, er der øde ...