Det er ikke nok, Ofelia,
rørt og bevæget af Rytmernes Fald,
hvis en Bog har hvilt ved dit Hjerte,
at sende Blomster til din Hr. Skjald.
Blomsterne er løndomsfulde Vidner
til dine Tanker ved Gry og Kvæld.
Hæderlige Kvinder vil vide,
hvor dybt med en Blomst man kommer i Gæld.
Hvad er de? Intet for den, som grubler,
og er dog et Bud om den skønnere Jord.
Han aner mer levende Hyacinter ...
venter en Sværdliljes ærlige Flor.
Det er ikke nok, Ofelia,
at du skriftlig vedgaar din Gæld,
sender Digteren alle Slags Ranker,
før du møder en anden i Kvæld.
Du er gal, du raser Ofelia.
Hvis Hr. Mæcén vil hædre en Skjald,
da skal han sende en Baad fuld af Blomster
og særlig et Skrin med blankt Metal.
Hvis de Unge vil kranse Skribenten
og de Stympere staar ved Ord,
lad dem ruste en Brigantine
med hundred tapre Mænd ombord!
— Men Ofelia kommer alene,
klædt eller nøgen, til Lands eller Søs ...
Kvinder, i hvis Sjæl der gemmes Hæder,
kranser Skjaldens Læber med Kys —