Min egen Sjæls Gudinde, som alene bør lydes,
hvis Navn er som en Salve, der duftende udgydes ...
igennem Skum af Minder, som Storm og Strøm begraved,
min Eva Afrodite er opstegen af Havet.
Paa hendes unge Ansigt et Spil af Straaler hviler.
Hun hælder næsten barnlig sit Øre lidt og smiler ...
fortumlet, let bedøvet af Vind og Bølgeslag,
med Øjne fuld af Kærtegn, god som en Foraarsdag.
Der vinder sig en Fletning af Vedbend i det bløde,
det matte Haar, mens Panden sødt dukker mig i Møde.
Og hun er klædt med Anstand i muntre, lyse Kjoler.
I hendes unge Skygge det dufter af Violer.
Hun er saa god som Bibelen, hun er saa fin og stræng
som en Erkebiskops Prædiken, trykt paa Velin.
Jeg fylder jer Luft med hendes Skønhed lys og sval,
naar Søndagsklokken kimer fra mit Hjertes Kathedral.