Fra Sengen kan jeg Vaarluft se
og Solskin over knoppet Lind.
Det blev mig sagt, jeg kom mig nok
ved Kærlighed og sønden Vind.
Jeg skulde blive ganske stærk,
naar efter mange Dages Sne
du kommer foraarsklædt og ung
med Haandtryk og Kammillethé.
Naar slank, i Dragt af gammelt Snit
med Poseærmer, Silkebaand,
du træder nær og kysser mig
og trækker Handsken af din Haand.
Som Vaarens Sol dit Blik er lyst,
dit Kys er fromt som Fadervor,
din Hud er frisk, saa fin og frisk
af alt det Foraar udenfor — — —
For i den luftiglyse By
er Sol og Folk og Fødders Trip
paa brede Fliser — unge Smil
og Blomsterduft og Fuglepip
og bløde Stemmers Hvisk og Tisk
og al den Støj, der gør saa dum,
naar ingen, ingen gyder Duft
og Lys i dette matte Rum!
Du maatte komme, rynke Bryn,
mens du i Hast gør Stuen fin,
formane til Taalmodighed
og made mig med Medicin!
— — — Det er ej Sne, som holder dig.
Saa mangelunde gaar mit Sind;
— jeg drømmer tyst, men uden Fred
om Kærlighed og sønden Vind!