Alt Sommerland ligger mørkt og fladt,
mens tyst og alene to
vi gaar i den silkegraa Stjernenat
kyssende over den lange Bro.
Hun fletter omkring min Lænd sin Arm,
men favner jeg hende igen —
»Du maa ej krølle min ny Mantille,
jeg fik i Tirsdags, min Ven!
»Du maa ej krølle min ny Mantille,
jeg har til Søndagsbrug.
Og jeg tør for min tærnede Kjole ej
sætte mig ned i den vaade Rug — — —«
Og har du kun Synaalssorger, min Skat,
for dine Klæder er ny —?
Min Elskede ejer ej tungere Sorg,
end hun kan i Morgen sy!