Naar jeg gaar rundt, for Byens Vel, og rimer
i mine stille eller muntre Timer
og gynger mine Rythmer op og ned,
som Kvinder deres Skørt, naar let af Fjed
de vandrer uforknyt frem efter Næsen
og smiler glad, hvor andre gør et Væsen,
og plukker Rosen midt imellem Tornene
— og fanger Tyre, uden Angst for Hornene —
da skal det stundum hænde mig at tørne
imod en Dame, paa et Gadehjørne
og Ansigt tæt til Ansigt midt i Solen
sé lidt paa Øjnene og lidt paa Kjolen,
hvis muntre Baand, hvis spraglet-lyse Sommer
gør, at min Sjæl paany til Andagt kommer,
thi lyse Dragter, Silkebaand og Sko,
gav mig de Farver, hvorpaa man bør tro.
Og i en Drøm om rødt og hvidt og blaat,
de frie franske Farver, jeg forlader
min Vej, og søger folkelige Gader,
hvor Arbejdstravlhed præger stort og smaat.
I denne Stimmel sér jeg tit en Pige
af Folket, med ej helt almindelige
mørkgrønne Øjne, ligefremme, store,
der sér, somom de ikke rigtig turde,
og mens de ungt af Folkets Snille lyste,
de klynged sig til mine, ganske kyste
i et Minuts forskræmte Skælmeri.
Jeg lo og gik, og gjorde vel deri,
og huskede fra Dreng, hvordan en lille
sød Unge, med et vakt mekanisk Snille,
holdt mig en Fløjte lige for min Næse:
»Jeg har en Fløjte, prøv om du kan blæse.«
Jeg vandrer ind ad folkelige Gader,
— det er en Bog, saa ny, hvori jeg blader,
og undres tidlig, overraskes silde
af et mangfoldig klogt Begyndersnille,
der elsker Farverne, de frie franske,
og aabner lærelystent Sjælen, — ganske
som holdt et Instrument man for din Næse:
»Jeg har en Fløjte, prøv om du kan blæse!«