Ingen skal trygle eller lade sig nøde:
Menneske og Sol skal gaa hinanden i Møde.
Vi blæste vore Lurer, vi rørte vore Trommer,
her staar vi og venter paa en Dag, som ikke kommer.
Kender du at staa til en Soldans paa Spring
og se, der er Menneskemørke omkring!
Menneskemørke og Gudemørke —
mine nyfødte Sanser ulædsket tørke.
Mens endnu man sukker til falske Lyrer,
staar vi med omskabte Hjærter og Nyrer,
med Nerver, hvis Ebbe og Flod man ej sanser,
endskønt deres Guder man tornekranser.
Tænk dig: at tale, men Sproget var forskelligt!
tænk: at ville lyse, men Mørket var helligt!
Vi lever et Liv, der er lydløst og tabt,
paa Kredit af en Fremtid, vi ikke har skabt.
9.2.87