Der slumred i dit Blik, i Nat vi skiltes,
et sløret noget, som ej blev til noget.
— Græd for en Jomfrunat, hvis Skønhed spildtes!
* * *
Det er, som vilde du i Kys beruse dig.
Hvad vil du, Skat? — «Ja hvad skal jeg vel gøre?
... jeg ved ej, men jeg kunde ... kunde knuse dig.»
* * *
Ja, du er Nonne, snehvidsløret Nonne,
et Himmelsuk er Mundens sagte Aande;
og jeg er Munk — men lider Helvedvaande.
* * *
Nu skingrer alle Landets Sangerlærker
af sorgsort-vemodsvægtig Sjæleklemme,
mens bare jeg af jordisk Elskov værker.