Har I hørt, vort Folk er uden Ære,
end ej modent til at kaldes frit,
mangler Skuldre, brede nok at bære
Selvstyrsdrømmen, hvorfor vi har stridt,
at vi atter krybe skal i Krogen
som en stille, skræmmet Børneflok?
Mens vi slumrer ind ved Lektiebogen,
snurrer Moder Enevældes Rok.
Har I hørt, at Politiets Stave
skal for Aandens Gæring bringe Ro,
at en statsbeskikket Præstekrave
skal diktere os, hvad vi maa tro,
at en snæver Bedstemoder-Lære
isnende skal tage os i Fang
og skal det Prokrustes-Leje være,
hvor man søndrer Folkets Lykketrang?
— Vi har hørt det, men vi mere vidste:
over Lande flyver Vaarens Bud;
glad vort Folk nu hilser paa de sidste,
som har foldet Frihedsfanen ud.
Vi hinanden fandt i Kampens Trængsel,
og et fælles Had os knytted nær.
Fremad nu i fælles Haab og Længsel
vandrer en forynget Frihedshær.