O Messalina med det stolte Hoved!
de rige, hæftigskaarne Læbers Tale
har brudt, hvad to Kærminde-Øjne loved.
Mens hele Byen stod i dyb Fortabning
og vented Prinsens og Prinsessens Indtog,
jeg saa’ kun denne dronningsikre Skabning.
Den strenge Pande lyste mellem Haaret,
som brunt den krandsed; Næsen dristig lige,
og Hovedet saa kækt paa Halsen baaret.
Jeg saa’, hvor Barmen aanded trodsigsvimmel,
hvor stærk, hvor rank hun sig i Hoften hviled
— aa blot at naa en Søm af Kaaben, Himmel!
Hvert Ansigt, som var længselssvagt forvisket,
flød prægløst ud for dette fattet vilde,
der skarpt og yppigt ængsted og forfrisked!
Og hver Gang Drømme-Blikket paa mig stirred,
det var, som hver en Nerve i mig dirred,
og jeg slog Øjet ned og stod forvirrret.
«Bliv ikke vred!» — jeg voved — «Hvad jeg vil Dem,
fortjener ingen Vrede.» Stemmen skælved.
Hun svared: «Jeg vil ikke tale til Dem.»
— Hvorfor foragter De, hvem De ej kender?
Ak Messalina, De er altfor grusom.
O vidste De, hvor Blodet i mig brænder!