Søde Barn, jeg var kun fireogtyve,
du var seksogtyve, gør det noget,
at jeg fik dit Hjerte til at smile?
Du er to Aar ældre, gør det noget,
at jeg taler med dig som en Fader?
Søde Barn med moderlige Arme,
med dit kloge Sind, din unge Styrke.
Er det Uret, at jeg mest beundrer
dette foraars-svage i dit Væsen,
denne Magt, udsprungen af en Sødme,
lejret som det milde Mel i Kornet,
hvoraf Vintersædens Blaaning spirer?
Søde Barn, du er langt mere dygtig,
mere klog end jeg. Kan det da taales,
at jeg tager mig som Mand i Huset
Fadermine, Pashamyndigheder?
Er ej alle dine Ynder mine?
Er de ej som Børn i mine Hænder,
Sind, som brænder, søde viltre Unger,
der maa aves, førend de kan lege,
men som kender mig og lyder gerne?
Vil du styre, være egenmægtig?
Kender du som jeg din egen Skønhed?
Aldrig var din Klogskab mere prægtig,
end naar du berusedes af Kærtegn,
og, omfavnet, adlød mig med Vælde.
Du er som et dybt og frodigt Landskab,
Høst og Vinter skifter om til Vaar,
store Somre modner dine Haver,
mørkt og violet som Dyreskind
staar en Tordensky bag Kløvermarken —
Du har Frugtbarhed for hele Aaret.