Trætte Soldater i Række og Rad,
vi rykker ind i den fremmede Stad.
Alt ligger aabent fra Slot og til Rønne,
Tropperne er rømt, men Voldene er grønne.
Der ser vi den staa, til Fanfarers Brus,
Gade ved Gade og Hus ved Hus.
Men ingen Fjender. Kun Mure og Stene
og Menneskemængder, som intet mene.
Paa Slotspladsen foran de grønne Alléer
der tropper man op og faar tildelt Kvarter.
Det virker saa godt paa de mødige Helte:
at komme i Hus og at løse sit Bælte — — —
Paa Pladsen, hvor Rytterstøtten staar
af en Heltekonge med flagrende Haar,
den unge Feltherre længe spanker
frem og tilbage i Statuetanker.
Men Mandskabet skilles og spredes ad,
én til et Værtshus og én i et Bad,
én til et Madsted, og én ser man løbe
Gaderne rundt for et Brevark at købe.
Én finder en Kirke at trøste sig i,
Guds hellige Ord har intet Parti.
To Fjender forsones i Fortovets Ælte.
I Dag er der intet Parti mellem Helte.
Og én, som i Kvindernes Lejr har gjort Storm,
spaserer med Damer — i fin Uniform:
mens Embedsmands-Døtre fortumler hans Hoved,
besvogret med tre, med den yngste forlovet.
I Morgen paany er det Tusindaars Krig.
I Dag gøres Ofre for evigt Forlig:
hvad Byen og Fædrene har maattet lide,
vil de stolte og glemsomme Børn ikke vide.
Hvor findes et Baghold? Jeg spørger Jer ad,
en Patricierinde med Rænker og Had?
De indfødte Skønne og Krigerstanden,
de kappes jo om at fordærve hinanden.
Denne Fest, er det Dødsfjenders Maskepi —
som tusind Aars Kiv med et Slag var forbi —?
Men Læbens forelskede Skælmerier,
det er Rovblomstens Kys for at opæde Bier?
Dog Byen er tagen, her bliver vi fast,
hvor Fjenderne rømte i Huj og Hast.
Saa rensed vi Bøsserne, sov som Helte
og fandt, at Huse er bedre end Telte.